Arkitekter foretrækker DGNB til klima-dokumentation

I en nordisk undersøgelse peger flest arkitekter på certificeringer som DGNB, når byggematerialernes klimaaftryk skal dokumenteres.
Arkitekter fra hele Norden tager stilling til dokumentation af byggematerialernes klimaaftryk.
Arkitekter fra hele Norden tager stilling til dokumentation af byggematerialernes klimaaftryk.

Flest arkitekter (33 %) peger på certificeringer som DGNB, mens næstflest respondenter (31 %) har størst tiltro til LCA (Life Cycle Assessment). De såkaldte EPD’er (Environmental Product Declaration) vækker størst tillid hos 11 % af respondenterne.

Sådan lyder svaret fra næsten 300 arkitekter fra hele Norden, der i en trendundersøgelse fra Nordic Architect Panel har taget stilling til, hvordan byggematerialernes klimaaftryk bedst dokumenteres.

Nordic Architect Panel er stiftet af Cembrit i 2021 som en udvidelse af Dansk Arkitektpanel stiftet i 2018 og er et nonkommercielt tiltag varetaget af uvildige konsulenter. Formålet med Nordic Architect Panel er at samle førende fagpersoners viden og erfaringer inden for forskellige grene af branchen og synliggøre arkitekternes betydning.

– Det er ingen hemmelighed, at det kan være lidt af en jungle at finde rundt i dokumentationsmetoderne for byggematerialers bæredygtighed, siger Karsten Østergaard Larsen, markedsdirektør i Danmark, og tilføjer:

– Og det er formentlig også et udtryk for, at det er en disciplin, som er ved at modnes i byggebranchen. Det altafgørende er imidlertid, at der er kendskab og tillid til dokumentationen, og her er der i hvert fald ingen tvivl om, at arkitekterne sætter deres lid til certificeringer og dernæst LCA’erne.

Velvillighed ude hos flere virksomheder

Ifølge DI Byggeri går resultaterne hånd i hånd med den generelle ambition om at bygge grønnere, der ses fra både politisk side og hos branchen selv:

– Vi ser en bevågenhed fra politisk side, som byggebranchen følger med på. Eksempelvis senest med den frivillige bæredygtighedsklasse, hvor flere projekterende og udførende aktører aktivt vælger at skubbe på og gå forrest med den grønne omstilling. Så der er en velvillighed ude hos flere virksomheder til at identificere de rigtige materialer og grønne løsninger, siger chefkonsulent hos DI Byggeri Torben Hessing-Olsen.

LCA’er bliver et ikke-frivilligt valg

Det er altså ikke kun hos arkitekterne, at certificeringer og LCA’er fylder meget, og ifølge Torben Hessing-Olsen vil markedets krav til dokumentation fortsat stige i takt med det øgede fokus på grønne løsninger:

– Vi ser allerede nu tendenser til, at flere grønne tiltag så småt indlemmes i bygningsreglementet. Så det er også min overbevisning, at vi inden for en årrække ser, at eksempelvis LCA’er bliver et ikke-frivilligt valg. Forventningen er, at LCA-beregninger implementeres for visse byggerier allerede fra januar 2023. Og det er der heldigvis mange virksomheder, der er med på, lyder det fra Torben Hessing-Olsen.

Relateret indhold