Nonprofit medlemsorganisationen Rådet for Bæredygtigt Byggeri, der er sat i verden for at fremme bæredygtighedstiltag i bygge- og ejendomsbranchen, har valgt sin nye bestyrelse og har i samme ombæring fået ny forperson.
I spidsen for organisationen er nu adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro. Hun skal fremover være forperson for de pt. 773 medlemmer fra bygge- og ejendomsbranchen.
– Vi er en branche, der står sammen helt frivilligt og siger: Vi vil det her. I Rådet for Bæredygtigt Byggeri har vi fået skabt et datadrevet og faktabaseret grundlag for at udvikle fremtidens klimaløsninger, der kan inspirere langt ud over Danmarks grænser, fortæller Anne Skovbro og fortsætter:
– Vi behøver ikke staten som indpisker. Vi tager initiativet og udvikler i fællesskab redskaber og værktøjer til brug i den bæredygtige omstilling.
Anne Skovbro overtager posten som forperson fra Mikkel Bülow-Lehnsby, medstifter og formand i investerings- og udviklingsselskabet Urban Partners. Han har varetaget posten i to år og fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen.
Siden han blev forperson i maj 2021 er medlemstallet steget med mere end 60 %, antallet af ansatte er gået fra 20 til 54, og mængden af certificerede projekter er steget med ca. 50 %. Derudover er udbuddet af certificeringer, kurser mv. også vokset. Et af de nyeste skud på stammen er udmærkelsen DGNB Planet, hvor de planetære grænser er i fokus.
– Jeg tror på, at forretning handler om at løse problemer. Ejendomme og det byggede miljø er en af de allerstørste klimasyndere. Det skal vi gøre noget ved – ikke kun for vores egen skyld, men også for vores børns skyld, lyder det fra den afgående forperson.
Stort potentiale
Rådets udvikling afspejler den generelle udvikling, der ses i arbejdet med bæredygtighedstiltag – også uden for bygge- og ejendomsbranchen.
Derfor ser både den nye og den afgående forperson et stort potentiale i rådet.
– Det er ret unikt, at vi har en hel bygge- og ejendomsbranche, som står sammen. Og det er også ret unikt, at vi faktisk har et potentiale her, som vi måske ikke engang selv er særligt bevidste om. Vi har en viden, nogle varer og en måde at arbejde og samarbejde på, som har et langt større potentiale end vores eget land, siger Anne Skovbro.
Bestyrelsen består nu af følgende medlemmer:
Anne Skovbro fra By & Havn (forperson)
Lene Espersen fra M. Goldschmidt Holding (næstforperson)
Henriette Falk Olesen fra Sweco
Mia Manghezi fra PensionDanmark
Tony Christrup fra AG Gruppen
Ditte Lysgaard Vind fra Lendager
Mikkel Bülow-Lehnsby fra Urban Partners
Michael Bruhn fra PFA Ejendomme
Jakob Wind-Hansen fra Nykredit
Rasmus Jessing fra KAB
Peter Hedegaard fra Saint-Gobain
Søren Brøndum fra Rambøll.
Derudover er Harpa Birgisdottir fra Build på Aalborg Universitet kommitteret.