Ifølge avisen Wolfsburg Allgemeine Zeitung kommer vi nok til at kigge langt efter en batteridrevet VW T7. Ganske vist kunne vi på IAA-messen i Hannover sidste år se en elektrificeret udgave af den nuværende generation, men ifølge avisen har koncernen besluttet, at T7 med alternative drivmidler kun skal tilbydes i brint- og hybridudgaver.
Årsagen til denne beslutning skulle ligge i flaskehalsproblemer i udviklingsafdelingen, men også i det faktum, at den kommende I.D. Buzz bliver T7’erens nærmeste konkurrent.
I.D. Buzz er nemlig udviklet på en dedikeret platform til el-drevne modeller og kommer på gaden i 2022.
Skulle der alligevel komme en elektrisk T7’er, vil den i givet fald blive bygget hos VW-partneren ABT og tilbudt i et begrænset antal.