En nok så effektiv tyverisikring af varebilen er ikke meget værd, hvis man glemmer at aktivere den. Denne sandhed har fået Randers-firmaet “Herkules Varevognssikring” til at udvikle et system, der arbejder sammen med bilens eget låsesystem.
– Ideen opstod, da en bekendt fik indbrud i sin varebil, der var fyldt med musikudstyr, fortæller Lisbeth Bang Knudsen, der er marketing-koordinator hos Herkules Varevognssikring.
Det satte skub i udviklingen af en prototype, og godt et halvt års tid senere er firmaet nu klar til at lancere et færdigt produkt, der passer til alle varevogne.
Låsepaler i højstyrkestål
Sikringen er monteret på indersiden af lastrummets sidedøre og bagdør og udviklet med henblik på at optage så lidt plads i varerummet som muligt.
Sikringen til hver dør består af en låsepal af såkaldt Hardox-stål, der er en type højstyrkestål. Når man låser bilen med bilens egen fjernbetjening, aktiveres en aktuator, der skyder låsepalen hen foran døren.
Dermed skal man blot huske at låse bilen ganske som man plejer for at aktivere tyverisikringen. Det tager mellem 10 og 15 sekunder for palerne om at glide på plads og sikre varerummet.
Denne tid har ingen praktisk betydning, med mindre man et øjeblik efter skal ind i bilen igen. Er man ude hos en kunde, hvor man skal ind og ud af lastrummet igen og igen, kan 10-15 sekunder hurtigt summe op til at blive en belastende ventetid, og på stedet er der måske heller ikke umiddelbart nogen større risiko for indbrud. Derfor indeholder systemet en såkaldt bypass-funktion.
Den aktiveres på en knap i instrumentbordet. Når den er aktiveret, er låsepalerne inaktive, og man kan hurtigt låse lastrummet op og i med fjernbetjeningen på helt normal vis.
Når man forlader kunden og igen sætter tænding på bilen, nulstiller systemet sig selv. Det betyder, at systemet igen er aktivt.
Dermed bliver lastrummet automatisk sikret, når man næste gang låser bilen med fjernbetjeningen – f.eks. når man kommer hjem til basen og skal parkere bilen for natten.
Systemet er indrettet, så det ikke er muligt at aktivere bypass-funktionen, med mindre man har bilens nøgle. En tyv kan altså ikke f.eks. smadre en siderude, trykke på bypass-knappen og dermed skyde låsepalerne fra.
Andre systemer kræver egne nøgler
Herkules-systemet skal konkurrere med andre – og kendte – systemer som f.eks. dødlåse og smæklåse, der fungerer uafhængigt af bilens eget låsesystem.
Dødlåsen er den mest omstændelige at bruge, fordi den skal låses op og låses i med sin egen nøgle.
Smæklåsen er lidt nemmere, da den aktiveres, når man smækker døren. Dermed sikrer også denne type lås, at man får tyverisikret bilen. Men også denne kræver sin egen nøgle for at man kan komme ind i bilen igen.
Tydeligt signal til tyven
Den præventive effekt er god ved smæklåse og dødlåse, da de er tydelige at se udefra, men også Herkulessystemet vil være tydeligt at se for tyven, da bilen forsynes med et mærke, der fortæller om sikringen.
Herkules-systemets kraftige låsepaler virker tillidsvækkende, og det er ganske klart, at det vil kræve mere end almindeligt indbrudsværktøj at skaffe sig adgang til bilen. Desuden vil et indbrudsforsøg kræve en del tid med risiko for uønsket opmærksomhed.