Ved siden af en 4-akslet sværgods-trækker med en tonnage på 41-tons syner den ikke af meget. Alligevel tiltrak den sig stor opmærksomhed på messen Transport 2017 i Herning. Det er nemlig første gang, at lastvognsproducenten MAN nedkommer med en varebil.
Navnet er MAN TGE, og selv om den stod som en færdigproduceret model på standen, så kommer den ikke ud på vejene før sidst på året. Derfor måtte den acceptere at stå lidt ude i kulissen, mens dens teknisk identiske søster, VW Crafter, kunne sole sig med prisskilt i nyhedens rampelys ovre i varebilhallen.
Men dens tid skal nok komme. For tunglastkunderne render ikke rundt ovre i varebilhallen. De myldrede til gengæld rundt om TGE’en hos MAN, hvor project manager Nicolai Pagh Sperling havde mange travle timer med at besvare spørgsmål.
Udviklet sammen med VW
– Et spørgsmål jeg ofte får er: Hvorfor købe en TGE, når man kan købe en Crafter? Mit korte svar er: Hvorfor ikke? Hvis man som MAN-kunde er glad for at komme hos os, og hvis man kender sælgeren og værkstedet, er det da oplagt at vælge en TGE, siger Nicolai Pagh Sperling.
Han anerkender, at spørgsmålet er relevant, ikke mindst i lyset af det faktum, at VW-gruppen siden 2011 har været MAN’s hovedaktionær, og at MAN som sådan fungerer som VW’s lastvogns- og busdivision.
– TGE er udviklet sammen med Crafter. Det er ikke bare en kopi. Vi har f.eks. skubbet på for at få varianter med baghjulstræk og firehjulstræk. I øvrigt sætter vi automatisk nødbremse på som standard, siger Nicolai Pagh Sperling.
100 procent parløb
Han understreger, at Crafter og TGE kører 100 procent parløb hvad angår udstyr og modelvarianter. Hvad man kan få hos Crafter, kan man også få hos TGE.
Det gælder f.eks. også den unikke mulighed at kunne kombinere et 8-trins automatgear med forhjulstræk, baghjulstræk og firehjulstræk.
– Vi forventer, at 25 procent af salget bliver varianter med automatik. Denne andel vil så med tiden stige til 100 procent, når udviklingen fortsætter med hybrid-versioner.
Nicolai Pagh Sperling forventer et årligt salg på 500 eksemplarer, når det hele er oppe at køre i 2020.