Store tunge el-kassevogne med små batterier og korte rækkevidder har indtil nu ikke haft held til at bide sig fast på det danske marked. Med fuld last er disse biler ikke egnet til stort andet end bydistribution.
Men snart kommer der en ny type spiller på banen. Ford-importørens pressechef Lene Dalquist oplyser, at den mellemstore Transitmodel – Custom – kommer til Danmark i en såkaldt PHEV-version til august. Dette bliver den første varebil på markedet med denne type drivlinje.
Vil man være first mover, eller ønsker man at vise en grøn profil, så vil det være muligt at få ønsket opfyldt uden at risikere at gå i stå i løbet af arbejdsdagen. Man får ikke en momentstærk og hurtig varebil, men Ford har gjort op med rækkevidde-angsten gennem konceptet PHEV, der står for Plugin Hybrid Electric Vehicle.
Batteriet på 13,6 kWh ligger under varerumsgulvet. Det kan lades op med strøm fra stikkontakten og fra en lille benzinmotor med tre cylindre og et slagvolumen på 1 liter. Motoren ligger ude i bilens front og fungerer som generator.
Benzin forlænger rækkevidden
Bilen trækker på forhjulene, og det er kun elmotoren, der har mekanisk forbindelse til de drivende hjul. Benzinmotorens eneste funktion er at drive den generator, som lader batteriet op, når det er nødvendigt.
El-motoren ligger også i bilens front. Den leverer 126 hk og 355 newtonmeter.
I følge Ford kan bilen køre op til 41 km ved blandet kørsel efter den nye WLTP-norm på et fuldt opladet batteri. Det vil sige, at man i princippet kan nyde stilheden i kabinen over 41 kilometer, inden batteriet er tømt og benzinmotoren starter for at sende ny strøm ind i batteriet.
Benzinmotoren starter dog automatisk noget før for at sikre, at bilen ikke går i stå. I følge Ford har bilen en rækkevidde på mellem 200 og 300 kilometer (WLTP), hvis man starter kørslen med fuldt opladet batteri og fuld benzintank.
Under kørslen modtager batteriet også strøm fra bilens decelerationer og nedbremsninger.
Opdager automatisk miljøzoner
Med såkaldt geofencing-teknologi kan bilen i øvrigt se, når den kører ind i en zone, hvor det ikke er tilladt at køre med brændstofmotor. Når grænsen overskrides, slukker benzinmotoren automatisk. Dataene logges til brug for dokumentation over for miljømyndighederne.
Topfarten er begrænset til 120 km/t. Til gengæld skulle der ikke være nogen begrænsninger på bilens varerum eller lasteevne i forhold til de fossile udgaver. Nyttelasten er 1130 kilo, og varerummet er på 6 kubikmeter.
Batteriet kan i følge Ford oplades på 4,3 timer med 10 ampere i et almindeligt 240-volts stik eller på 2,7 timer med en type 2AC-lader. En hurtiglader tilbydes ikke.
Ford forventer, at prisen lander på 350.000 kroner plus moms.