Et slogan eller et motto til et firma skal kunne rigtig meget. Med få ord skal det fortælle, hvad firmaet kan, og det skal foregå på en måde, der er kort og præcis. Samtidig skal sloganet fange læseren, og endelig må det godt være morsomt. Umiddelbart kan det forekomme forholdsvis nemt, men det er rent faktisk en kunst at lave et slogan, der både fanger og huskes.
Nogle slogans tenderer til at være mere eller mindre platte. Andre har et vist vid i al deres enkelhed, som eksempelvis denne der blev set ved broløbet i anledning af Øresundsbroens 10-års jubilæum. Her lød teksten på T-shirtene fra MT-Højgaard, som var med til at bygge broen: “Uden os skulle du gå på vandet”.
Mange kategorier
Enkelte brancher er godt repræsenterede, når det handler om kategorien håndværkerslogans. Et af dem er VVS og kloakbranchen. Her er et par eksempler. Én er set på en VVS-kassevogn: “Undskyld vi overhaler – men vandet er gået!” En anden, i den mere morbide kategori, er denne: “Fryser madammen, så ring til Vammen. Er hun helt kold – ring 112!” I en lidt anden boldgade er denne fra et kloakfirma: “Odder Kloakservice – en lille skid bedre”.
Blomster og meget andet
Firmaet West Blomster i Horsens brugte på et tidspunkt dette motto, som var både kort og præcist: “Vi står på stilke for dig”. Et sandblæsningsfirma var mindst lige så præcis med følgende motto: Vi blæser på alt – undtagen kunderne! Stilladsfirmaer kan også: “Vi aser og maser – på AC stilladser”.
Nogle fiskehandlere sælger også vildt, og hos én lyder sloganet: “Kan det skydes, kan det skaffes!”
De mere morbide
Nogle slogans går over i en retning, der får os til at tænke på livet og det, der følger efter. På en bil, fra et firma som handler med sten, kan man se følgende: “Overhal bare – vi laver også gravsten”. Et firma, der tager sig af dødsboer benytter denne: “Overhal bare, vi rydder dødsboet”. Andre blander tingene sammen som eksempelvis pølsemanden, hvis slogan lyder: “Skinkesøm ad libitum”.
De blandede bolsjer
På en fynsk havemands varevogn står der skrevet med store bogstaver: “Altid ude med riven”. Hos slagter Larsen kunne man engang læse: “Larsens bøf på panden er bedre end alt andet”. Gulvfirmaet Hummel i Århus er kendt for følgende: “Er gulvet mørkt og skummel, så ring til Hummel”. Fra samme sted kommer den fra firmaet Eske, der udlejer borde, stole og service: “Skal De feste? Så ring til Eske”. Malerne kan også: “Undgå skandale, gå til Finn, når du skal mal”. På Cafe Kolvig’bil står der meger malerisk: “Pas på, vi kører med sovs”. Endelig er der de lidt uartige, som eksempelvis den fra et liftfirma: “Vi får den op at stå”, eller den bag på bagerbilen: “Vi bager brød om dagen og boller om natten”.