Den danske Toyota-importør lægger i årets første måned ud med at introducere en særlig sportsinspireret ProAce-variant. Navnet er GR Sport. Den tilbydes i et begrænset antal og indeholder en udstyrpakke med 19-tommers sortlakerede alufælge, læderindtræk, sidebars og karrosseri-staffage i hvid, sort og rød afhængig af om, bilen har sort metallak eller hvid standardfarve.
GR Sport koster lige under 280.000 kr plus moms, og det er det samme som Comfort One-udgaven, der hidtil har været den tungest udstyrede variant. Comfort One har samme læderindtræk som GR Sport, men kører på 17-tommers alufælge.
Dermed står GR Sport som et ganske godt tilbud, fordi man til samme pris kan gå to tommer op i fælgstørrelse. Man skal dog acceptere, at GR Sport kun fås i den mellemlange udgave, og så er det selvfølgelig smag og behag med hensyn til dekorationerne og de tre sportsemblemer til forskærme og bagklap – for disse følger jo med i pakken.
Samme grund-udstyr
Udover GR Sport-udstyret indeholder bilen det samme udstyr, som man finder i Comfort One. Det vil for eksempel sige komfortelementer som to enkeltstole, komfortadskillelse til varerummet, læderrat, nøglefri adgang og motoriserede skydedøre med håndfri betjening og dieselfyr med fjernbetjening.
Sikkerheden tilgodeses med for eksempel Toyota Safety Sense, adaptiv fartpilot, blindvinkel-alarm, headup-display og xenon-lys.
Dertil kommer p-sensorer for og bag, navigation med trykfølsom skærm, bakkamera, DAB+ og automatisk aircondition.
Under hjelmen ligger en dieseldrevet 2,0-liters motor med 177 HK. Den er koblet sammen med en 8-trins automatisk gearkasse.
Er man mere til miljø end sport, er det måske værd at vente til anden halvdel af året, hvor Toyota byder ind med en eldrevet version.