Det er den franske virksomhed Valeo, der har udviklet systemet, som hedder “Valeo XtraVue Trailer”. Det består af kameraer monteret bag på traileren, og disse integrerer sig så med bilens eksisterende kamera-system.
Valeo XtraVue Trailer havde verdenspremiere i januar i Las Vegas på CES 2019, der er en innovationsmesse for elektronik. Samme teknologi debutterer i år i amerikanske pickup-modeller som GMC Sierra Heavy Duty og Chevrolet Silverado HD.
Systemet danner ét samlet billede, hvor man ser omgivelserne i fuld bredde bag bilen inklusive et kig ret gennem traileren.
Alt hvad der sker bag bilen kan følges på et display, monteret inde i bilen, og man har ikke kun fordel af systemet, når man bakker. Under kørslen fremad kan man også se, om der skulle være en bil, der ligger så tæt bagved, at man ikke kan se den i sidespejlene, ligesom systemet kan vise, når det efter en overhaling er sikkert at trække ind igen.
Ny teknologi er der dog ikke tale om. Land Rover præsenterede noget lignende allerede i 2015. Men det mangler endnu at se dagens lys i en produktionsmodel. Vi har spurgt Land Rover, om der er noget på vej, men svaret er nej. Den første beslægtede teknologi fra Jaguar Land Rover ser vi i den nye Evoque, der vil kunne fås med “gennemsigtig” motorhjem.