I september lancerer den danske Ford-importør en opdateret udgave af Ford Transit Custom. På menuen er der kraftigere motorer og Wi-Fi i det brede program og en opdateret udgave af den særlige Sport-version.
I foråret 2018 fik Transit Custom et markant facelift, der i det ydre kendes på en høj grill med tre vandrette bjælker. Dengang blev motorerne blot overført fra den gamle model, hvilket vil sige to-liters motorer i effektudgaver på 105, 130 og 170 hk.
Nu bliver der ryddet op i maskinrummet. Blokken er dog den samme, nemlig en to-liters EcoBlue-motor, men effekterne er nu på 130 og 185 hk.
De nye motorer opfylder naturligvis Euro 6-normen, og det opnås bl.a. ved at øge indsprøjtningen af brændstof til maksimalt 2.200 bar. Motorerne har også fået nye stempler, der mindsker friktionen og en ny og mere effektiv oliepumpe.
Traditionelt følger der også en Sport-udgave med i programmet. Den fås naturligvis med den stærkeste motor på 185 hk og er desuden forsynet med et komplet stylingsæt med to fartstriber på kølerhjelmen, 17 tommer stålfælge og kabine i dellæder.
Lanceringen af Transit Custom falder i øvrigt sammen med introduktionen af den nye Transit Connect, der også vil kunne fås i en Sportudgave med bl.a. 16-tommers alufælge og kabine i dellæder.