VVS’er bliver ny chef hos GK Danmark: Kan skabe trivsel og resultater

Leverandøren af indeklimaløsninger ansætter Toni Krondal som ny afdelingschef i København, hvor han skal sørge for, at medarbejderne kan fokusere på det, de er bedst til.
Toni Krondal har tidligere drevet egen virksomhed og har siden haft flere ledende roller hos bl.a. Wicotec Kirkebjerg og Kemp & Lauritzen.

GK Danmark styrker nu klimaafdelingen i København med en ny afdelingschef, der skal stå i spidsen for de komplekse projekter og være tæt på både kunder og medarbejdere.

Valget er faldet på Toni Krondal, der er uddannet VVS’er og klimatekniker og har mere end 25 års erfaring med beregning, montage, service og ledelse inden for ventilationsbranchen.

Toni Krondal har tidligere drevet egen virksomhed inden for ventilation og har siden haft flere ledende roller – senest som projektchef hos Wicotec Kirkebjerg og inden da servicechef og kontraktchef hos Kemp & Lauritzen.

Læs også

GK Danmark ansætter ny regionsdirektør: “En stærkt respekteret profil”

Som afdelingschef får han ansvar for både økonomistyring, budgetopfølgning, kundepleje, kompetenceudvikling og rekruttering:

– Min rolle bliver at støtte projektledere og chefer i dagligdagen, sikre struktur i opgaverne og samtidig være tæt på kunderne. Vi skal være ét GK – et samlet fællesskab, hvor vi hjælper og løfter hinanden, siger han.

Solid erfaring med menneskeligt fokus

Regionsdirektør Lars Peter Nielsen, GK Danmark, fremhæver netop også balancen mellem trivsel og resultater som årsagen til, at valget faldt på Toni Krondal:

– Med Toni får vi en leder, der kombinerer solid erfaring med et stærkt menneskeligt fokus. Han har vist i tidligere roller, at han kan samle medarbejdere og skabe trivsel, samtidig med at resultaterne følger med. Det er præcis den kombination, vi har brug for i København.

Læs også

Nye ledere i både øst og vest: Afgørende for GK’s fortsatte vækst

Den nye afdelingschef lægger stor vægt på struktur, økonomisk overblik og ansvarlighed, og påpeger, at han ikke ser struktur som kontrol, men som en forudsætning for, at projekterne lykkes, og at både medarbejdere og kunder oplever fremdrift og kvalitet:

– Der skal være styr på sagerne – fra fakturering til projektaflevering. Tallene skal leveres, og hverdagen skal være organiseret, så medarbejderne kan fokusere på det, de er bedst til. Når der er styr på tingene, giver det ro – og så bliver hverdagen også sjovere for os alle, fremhæver han.

Relateret indhold