Vindues-gigant hårdt ramt: Resultat falder 3,4 mia. kroner fra sidste år

I 2022 opnåede VKR Gruppen en solid vækst i omsætningen på 22,2 %, hvoraf 11,7 % var organisk, mens driftsresultatet er på linje med sidste år. Et negativt afkast på den finansielle portefølje giver dog et stort fald i årets samlede resultat.
CEO for VKR Holding, Mads Kann-Rasmussen. Foto: VKR Holding.
CEO for VKR Holding, Mads Kann-Rasmussen. Foto: VKR Holding.

VKR Gruppen opnåede i 2022 en omsætning på i alt 31,9 mia. kroner, hvilket er en stigning fra 26,1 mia. kroner året før.

Driftsresultatet (EBITA) landede på 4,3 mia. kroner, der var en stigning fra 4,1 mia. kroner i 2021.

Afkastet på den finansielle portefølje var dog negativt på 2,0 mia. kroner, og som konsekvens faldt årets samlede resultat til 1,6 mia. kroner (5,0 mia. kroner i 2021 – 3,7 mia. kroner i 2020).

Forretningsområderne, Velux Gruppen og Dovista Gruppen, opnåede begge en stigning i omsætningen. Det skyldes især et stærkt salg i første halvår, hvorefter efterspørgslen aftog i anden halvdel af året.

Velux opnåede en omsætning på 22,3 mia. kroner, og væksten var udelukkende organisk.

Dovistas omsætning landede på 9,6 mia. kroner, hvilket er en stigning på 53 % i forhold til det foregående år.

Stigningen er primært drevet af helårseffekten af opkøb i 2021 og sekundært af organisk vækst. I lyset af de udfordringer, der har været i 2022 med stigninger i råvarepriser og leveringsudfordringer, vurderes driftsresultatet at være tilfredsstillende for begge virksomheder.

Vidner om fremtidssikret forretningsmodel

Ifølge Mads Kann-Rasmussen, CEO for VKR Holding, forventedes afkastet på den finansielle portefølje at falde i 2022 i lyset af det ekstraordinære høje afkast i 2021, men markederne endte endnu dårligere end forventet.

Afkastet på den finansielle portefølje vurderes dog over flere år, og der lægges derfor mindre vægt på afkastet i et enkelt kalenderår, siger han:

– 2022 var et turbulent år præget af den tragiske krig i Ukraine, energikrise og høj inflation, der påvirkede både forbrugere og virksomheder. Det har naturligvis lagt en dæmper på forbrugertilliden, og som resultat har vi set en opbremsning i både nybyggeri og renoveringsprojekter. At vi formår at forbedre både toplinjen og driftsresultatet selv i svære tider som disse, er for mig et vidnesbyrd om, at vi har en solid og fremtidssikret forretningsmodel. Derfor er vi også optimistiske i forhold til fortsat langsigtet vækst.

– Selvom det er svært at forudse, forventer vi et forbedret afkast på vores finansielle portefølje i 2023. Uanset, hvordan økonomien og den geopolitiske situation udvikler sig, så producerer vores forretningsområder kvalitetsprodukter, der fortsat er relevante for forbrugerne – også i fremtiden, siger Mads Kann-Rasmussen.

Ambitiøse bæredygtighedsstrategier

Han fortæller videre, at VKR Holding og forretningsområderne, Velux Gruppen og Dovista Gruppen, fortsat arbejder målrettet på at opfylde deres ambitiøse bæredygtighedsstrategier.

I 2022 indgik Velux blandt andet en partnerskabsaftale om at producere vedvarende elektricitet i et omfang, der svarer til det samlede strømforbrug for alle virksomhedens europæiske aktiviteter. Velux indgik også de første partnerskabsaftaler med leverandører af aluminium, der vil reducere CO2e-udledningen i værdikæden signifikant.

Dovista underskrev Science Based Targetsinitiativet (SBTi) og forpligter sig dermed til at reducere sin CO2e-udledning på linje med målene i Paris-aftalen. Sammenlagt reducerede VKR Gruppen CO2e-udledningen (Scope 1 og 2) med mere end 40 % i 2022.

I 2021 blev VKR Holding hovedinvestor i den uafhængige venture kapitalfond, Kompas.

Og i 2022 foretog kapitalfonden ni direkte investeringer i start-up-virksomheder med fokus på innovation.

Renoveringer er afgørende

Målet er at accelerere den digitale omstilling samt minimere CO2e-udledningen fra bygningsindustrien og fremstillingsindustrien.

– Det er svært at forudse, hvad der sker i fremtiden, særligt i disse turbulente tider, og derfor er vores forventninger til 2023 noget usikre, siger Mads Kann-Rasmussen.

– Flere af vores vigtige markeder er allerede påvirkede af en recession i byggeindustrien, hvilket har en afdæmpende effekt på efterspørgslen, og vi forventer ikke toplinjevækst i 2023. Samtidig er der et stort behov for renovering af bygninger ikke mindst i Europa – et behov der kun forstærkes af energikrisen. Der er ingen tvivl om, at renovering er afgørende for at opnå bedre og sundere leveforhold og bedre energieffektivitet. Vi forventer, at dette vil drive fremtidig vækst, når både forbrugere og myndigheder for alvor får øjnene op for de potentielle gevinster.

Relateret indhold