Videncenter fortsætter med nye bevillinger

Byggebranchen, producenter, arkitekter, kommuner, store og små bygherrer m.fl. kan takket være nye bevillinger fortsat komme til VCØB spørgsmål til, hvordan vi kan gøre byggeriet grønnere.
Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet kan fortsætte sit virke de næste tre år takket være nye bevillinger fra fonde og Miljøstyrelsen. Arkivfoto: Torben Jastram.
Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet kan fortsætte sit virke de næste tre år takket være nye bevillinger fra fonde og Miljøstyrelsen. Arkivfoto: Torben Jastram.

Byggebranchen fylder i Danmarks klima- og miljøaftryk. Omkring 10 procent af landets samlede CO2-udledning kommer fra produktion af byggematerialer – og samtidig udgør byggeaffald næsten 40 procent af alt affald i Danmark.

Det er baggrunden for, at Grundejernes Investeringsfond og Realdania har besluttet at finansiere Danmarks nationale Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet – VCØB – de næste tre år fra 2020 til og med 2022. Desuden bidrager Miljøstyrelsen med finansiering.

– Der er behov for både at reducere CO2-udledningen og ressourcetrækket fra byggeriet og opnå en væsentlig bedre ressourceudnyttelse af udtjente byggematerialer. Her er det en absolut nødvendighed, at byggebranchen i bred forstand inkl. bygherrer, rådgivere, arkitekter, håndværkere, producenter m.fl. bliver mere fortolig med cirkulær økonomi. Byggebranchen står overfor et væsentligt paradigmeskifte, og cirkulær økonomi er endnu på et meget tidligt stadie i branchen. Det er denne forandringsproces, VCØB skal understøtte og fremme, siger leder af VCØB Anke Oberender.

Visionen for videncentret er at medvirke til, at Danmark inden for 5-10 år opnår et smidigt og fleksibelt marked for cirkulær økonomi i byggeriet.

VCØB vil vejlede, understøtte og inddrage hele byggeriets værdikæde for at medvirke til at identificere problemstillinger og barrierer for cirkulær økonomi i byggeriet. Dialog og videndeling er to væsentlige indsatser, og VCØB inviterer til et tæt samarbejde med aktører i byggebranchen for at udvikle konkrete og praksisnære løsninger, der fremmer cirkulær økonomi, der kan sprede sig til hele branchen.

En del af opgaven vil også være at udbrede viden om selektiv nedrivning – en måde at nedtage bygninger på, som sikrer, at materialerne i bygningen sorteres korrekt og i højere grad kan genanvendes eller genbruges.

Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet bygger videre på det tidligere Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald, VHGB, der blev etableret i 2016. Pr. 1. januar 2019 skiftede VHGB navn til VCØB.

Relateret indhold