Veloplagt 80-årig holdt landsmøde

Byggesocietetet holdt torsdag landsmøde i kreative rammer på Godsbanen i Aarhus.
På dagens landsmøde kunne Byggesocietetet fejre 80 år. Foto: Torben Jastram.
På dagens landsmøde kunne Byggesocietetet fejre 80 år. Foto: Torben Jastram.

Det var en tilfreds landsformand, der tidligere på dagen afleverede sin årsberetning fra talerstolen ved Byggesocietetets landsmøde, som i år fylder 80 år. Og trods den relativt høje alder, lever foreningen i bedste velgående – således har medlemstallet nu rundet 1.500, og det er op mod 100 mere end for et års tid siden.

– Jeg kan ikke forstille mig nogen bedre måde at fejre Byggesocietetets 80 års jubilæum på. Den solide medlemsfremgang vidner for mig om, at vi her 80 år efter stiftelsen på ingen måde har udspillet vores rolle – tværtimod. Vi arbejder hver dag på at udvikle Byggesocietetet med nye aktiviteter og netværksmuligheder, så vi også i fremtiden vil være bygge- og ejendomsbranchens centrale omdrejningspunkt, siger landsformand i Byggesocietetet, Tony Christrup.

Vi har manglet en fysisk platform, og den får vi nu ved at blive en del af BLOX-miljøet,

Landsformand Tony Christrup Byggesocietetet

Flytter til BLOX

I løbet af det kommende år flytter foreningens sekretariat i helt nyr rammer i det spændende Realdaniabyggeri, BLOX, som bliver et omdrejningspunkt for byggebranchen i de kommende år.

– Vi flytter ind midt i miljøet, og jeg er sikker på, at de nye rammer vil være med til at styrke Byggesocietetet yderligere, når vi får mange andre aktører i branchen som vores nærmeste naboer i dagligdagen. Vi har manglet en fysisk platform, og den får vi nu ved at blive en del af BLOX-miljøet, siger Tony Christrup til Dagens Byggeri.

Byggesocietetet er desuden blevet opfordret til at blive en mere aktiv medspiller på Greater Copenhagens stand på den årlige MIPIM-ejendomsmesse, der finder sted i Cannes midt i marts. Det ser landsformanden også som et tegn på, at foreningen er blevet en særdeles anerkendt aktør – også set med internationale briller.

– På MIPIM er vi med til at få de internationale investorers øjne rettet mod København og resten af Danmark. Vi er med til at gøre forarbejdet under MIPIM, men vi vil også være med til at fastholde påvirkningen på de udenlandske aktører i månederne efter messen. På den måde skaber vi et mere vedvarende tryk, som vil være med til at tiltrække opmærksomheden på Danmark, fastslår han.

Genvalg til formanden

Der var genvalg til landsformand Tony Christrup fra Arkitektgruppen og næstformand Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen samt nyvalg til Line Røtting Dornan fra Kuben Byg. Line Røtting Dornan har en solid baggrund i byggeriet fra stillinger hos både NCC og Skanska, og har siden 2015 været administrerende direktør hos Kuben Byg.

Ud af bestyrelsen træder Rikke Hoffensetz Andresen fra Kammeradvokaten – Advokatfirmaet Poul Schmith. Rikke indtræder i stedet i Internationalt Udvalg, hvor hun skal være med til at løfte foreningens internationale arbejde.

Formandsskabet består fortsat af landsformand Tony Christrup og de to næstformænd Anne Henriksen og Hans-Bo Hyldig.

Blandt dagens indlægsholdere var stadsarkitekt Stephen Willacy fra Aarhus, der fortalte om nogle af de mange store projekter, der i disse år bliver udviklet og gennemført i Smilets By. - Det er altså fedt at være stadsarkitekt her, fastslog han med et smil. Foto: Torben Jastram.
Blandt dagens indlægsholdere var stadsarkitekt Stephen Willacy fra Aarhus, der fortalte om nogle af de mange store projekter, der i disse år bliver udviklet og gennemført i Smilets By. – Det er altså fedt at være stadsarkitekt her, fastslog han med et smil. Foto: Torben Jastram.

Relateret indhold