Ejendomsforeningen Danmark er dybt skuffende over regeringens forlig om en ny Planlov, der betyder, at reglen om tvangsafgivelse af 25 procent af byggeretten til den almene sektor ikke fjernes.
– Den private ejendomsejer skal sælge en del af sin grund til et alment boligselskab. Og det endda ofte til priser, der er mindre end det private ejendomsselskab selv har købt grunden til, siger formanden for Ejendomsforeningen John R. Frederiksen.
Vi opfordrer kommunerne til at bruge denne ret med stor forsigtighed, da en meget håndfast administration af denne regel kan reducere det private boligbyggeri til skade for dem, der gerne vil bo i byerne
John R. Frederiksen Ejendomsforeningen Danmark
Han kaldet det meget overraskende og skuffende, at Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti nu er vendt på en tallerken, og fortsætter:
– Vi er naturligvis kede af, at regeringen har valgt at indgå et forlig, der cementerer 25 procent-reglen.
Negative konsekvenser
Ifølge Ejendomsforeningens formand giver 25 procent reglen væsentlige negative konsekvenser for det private boligbyggeri i de kommuner, der vælger at udnytte deres ret til at gennemtvinge et salg af privat ejendom til et alment boligselskab.
– Vi opfordrer kommunerne til at bruge denne ret med stor forsigtighed, da en meget håndfast administration af denne regel kan reducere det private boligbyggeri til skade for dem, der gerne vil bo i byerne, siger John R. Frederiksen, som over for Dagens Byggeri indrømmer, at han godt kunne bruge stærkere udtryk om den nye planlovsaftale, men at han er for diplomatisk til at gøre det.