Tidligere på måneden løb det prestigefyldte awardshows inden for kommunikation og medier af stablen: New York Festivals.
En af kategorierne, der uddeles priser i, er “Corporate Image” (bedste virksomhedsfilm), hvor bidrag fra hele verden vurderes ud fra deres evne til at skildre virksomhedsidentitet og -værdier gennem brug af innovativ manuskriptforfatning, flotte special-effekter og overbevisende fortælleteknikker.
I år fik den danske designvirksomhed Unidrain sølv i denne kategori.
Manifestation af rejsen
Marketingchef hos Unidrain Birgitte Arendsdorf Olsen er stolt af prisen og ser den som kulminationen af den udvikling, Unidrain har gennemgået siden firmaet blev etableret i 2003.
– Prisen er en manifestation af en lang rejse, hvor vi er gået fra at producere gulvafløb og opfinde linjeafløbet til at skabe et internationalt brand, der udbreder dansk design og nordisk minimalisme til resten af verden, siger hun.
Birgitte Arendsdorf Olsen understreger desuden, at filmen er et vigtigt led i at løfte Unidrain fra at være en virksomhed, der kommunikerer om produkter, til at i stedet at lave helhedsorienteret storytelling:
– Vores tilgang til markedet er at skabe en fortælling om, at vi ikke alene er produktleverandør, men et high-end designbrand. Den position har vi allerede skabt i Danmark, og vi er nu godt i gang med at rulle den ud i Norden og resten af verden. I den proces er vores corporate film et vigtigt redskab, og det er derfor et kæmpe skulderklap at modtage den her pris for den, siger hun.