Udsigt til mere moderate vækstrater

På baggrund af nye tal mener Dansk Byggeri, at byggeriet formentlig har lagt den kraftigste fremgang bag sig.
Bygge- og anlægssektoren viser lidt overraskende en betydelig større nedgang på 1,4 procent i præsterede arbejdstimer. Foto: Colourbox.
Bygge- og anlægssektoren viser lidt overraskende en betydelig større nedgang på 1,4 procent i præsterede arbejdstimer. Foto: Colourbox.

Danmarks Statistiks arbejdstidsregnskab for 2. kvartal 2017 viser en marginal sæsonkorrigeret tilbagegang på 0,2 procent i antal præsterede timer på det samlede danske arbejdsmarked.

– Arbejdstidsregnskabet er den mest præcise opgørelse af beskæftigelsen. De nye tal kan indikere, at de seneste fire års fremgang på det danske arbejdsmarked kommer til at gå lidt ned i tempo, siger Dansk Byggeris cheføkonom, Bo Sandberg.

Han forklarer paradokset til den stigende beskæftigelse med en fremgang i antallet af deltidsjob i servicesektoren.

Betydelig nedgang

Bygge- og anlægssektoren viser lidt overraskende en betydelig større nedgang på 1,4 procent.

– Byggeriet hører til de brancher, der bidrager kraftigst til det økonomiske opsving. Og det ændrer et kortvarigt tilbageslag i 2. kvartal næppe på. Nedgangen modsvarer tilmed præcis den tilsvarende fremgang i præsteret arbejdstid på 1,4 procent fra 1. kvartal, der blandt andet var begunstiget af en mild vinter. Trods nedgangen i antal arbejdstimer blev der netto skabt 1.000 nye byggejob i 2. kvartal, siger Bo Sandberg.

Moderate vækstrater

– Et samlet status quo på den faktisk præsterede arbejdstid i byggeriet i 1. halvår 2017 vidner om, at branchen formentlig har lagt den kraftigste beskæftigelsesfremgang bag sig. Det betyder, at vi fremadrettet må forvente mere moderate vækstrater, hvilket gør de aktuelle udfordringer med at skaffe arbejdskraft mere overkommelige, siger Bo Sandberg.

Byggeriet har lige nu 166.000 beskæftigede. Det er en smule over en konjunkturmæssig normalsituation. Pilen peger fortsat opad, men ikke så stejlt som før.

– Branchen præsterede i 2016 godt og vel den samme værdi som i 2007, men gjorde det med 26.500 færre beskæftigede. Både nybyggeri af boliger og renoveringsaktivitet på privatboligmarkedet trækker opad, mens pilen peger nedad på vejanlægsområdet, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri offentliggør i oktober en ny økonomisk prognose med beskæftigelses- og aktivitetsskøn for 2018 og 2019.

Et samlet status quo på den faktisk præsterede arbejdstid i byggeriet i 1. halvår 2017 vidner om, at branchen formentlig har lagt den kraftigste beskæftigelsesfremgang bag sig.

Relateret indhold