Udnævner ny direktør fra egne rækker: Vil tættere på arkitekter og bygherrer

DS Stålprofil henter ny salgsdirektør og ny salgschef fra egne rækker. Det sker som led i en strategi om at styrke relationerne til landets trælaster samt arkitekter, ingeniører og bygherrer.
Tonny Køhler Simonsen har mere end 23 års erfaring hos DS Stålprofil. Foto: Annemarie Baumann.

Nordjyske DS Stålprofil har udnævnt en ny salgsdirektør fra egne rækker med mere end 23 års erfaring i virksomheden.

Der er tale om Tonny Køhler Simonsen, der tiltræder som ny salgsdirektør med ansvar for at videreudvikle virksomhedens salgsstrategi og markedsrelationer.

– Det er en stor fornøjelse fortsat at kunne finde nye mål og midler for vores forretning. Jeg nyder fortsat at være en del af en stor koncern, som stadig formår at skabe nærhed mellem kollegaer. Virksomhedens oprindelige iværksættertrang og værdisæt er intakt, hvilket for mig personligt er en stor motivationsfaktor, siger Tonny Køhler Simonsen.

Læs også

Ny direktør skal accelerere væksten af genanvendte mursten

Sideløbende med forfremmelsen af Tonny Køhler Simonsen er Claus Bach Roed blevet forfremmet til stillingen som ny chef for den danske salgsafdeling.

– En voksende hastighed i ønsker og krav fra bygherres side har genereret et behov for øget ledelseskapacitet. Det glæder mig, at det har været muligt at rekruttere en ny salgschef internt i organisationen, og jeg er sikker på, at Claus vil drage fordel af sin mangeårige erfaring og store indsigt i kundebehov og markedsvilkår, siger Tonny Køhler Simonsen.

Vil styrke relationerne

De to tilføjelser til salgsledelsen tiltræder deres stillinger i en periode, hvor virksomheden fokuserer på at styrke relationerne til landets trælaster.

– Vores seneste organisationsændringer skal netop bidrage til, at vi fastholder vores målsætning om at være en attraktiv leverandør overfor landets trælaster, siger Tonny Køhler Simonsen.

Læs også

Unidrain hyrer to til salgs- og udviklingsteamet

En væsentlig del af DS Stålprofils strategi er også at styrke relationerne til arkitekter, ingeniører og bygherrer.

– Virksomheden har altid haft fokus på at udvikle produkter, der tilgodeser de høje krav, arkitekter stiller til æstetik og holdbarhed, siger Tonny Køhler Simonsen og fortsætter:

– Brugen af metalbeklædninger, herunder især stål, har oplevet en positiv vækstkurve. Nye profiltyper, overfladebelægninger og farver har bevirket, at arkitekter og bygherrer oplever vores produkter som værende attraktive.

Skal tilpasse sig markedet

De kommende år vil virksomheden investere i nye produktionsmetoder, markedsudvikling og kompetenceopbygning.

Læs også

Tidsplanen holder: Triplan klar til produktion på ny fabrik til august

– Vi vil være en førende aktør indenfor stålbeklædning og metalbeklædning – ikke bare i dag, men også i årene frem. Det kræver et stærkt team, en innovativ tilgang og en evne til at tilpasse sig et marked under hastig forandring, siger Tonny Køhler Simonsen.

Relateret indhold