I begyndelsen af maj blev fornyelsen af Helsingør Nordhavn indviet. Havnen har fået en helt ny promenade fra Kulturhavnen ved Kronborg over Nordhavnen, en ny bygning for sejlere og gæster samt blandt andet nye byggemuligheder i havnens vestlige del. Projektet har givet masser af arbejde til lokale håndværkere.
– Det har ikke været et helt billigt projekt, men til gengæld har vi fået rigtig meget for pengene. Og så er det jo ekstra fint, når pengene kan skabe omsætning hos de lokale entreprenører. Jeg kan også allerede nu se, at flere fastboere og turister lægger vejen forbi og dermed giver en øget omsætning til havnens restauranter og forretninger, siger havnechef Benny Carlsen om projektet ifølge Niras’ hjemmeside.
Flere underentrepriser
Projektet har været udbudt i en række underentrepriser – en idé, som Benny Carlsen fødte i fællesskab med Niras’ projektchef Johnny Jensen for at give lokale virksomheder en chance for at byde ind. Udbuddene endte med, at den lokale entreprenør Nordkysten vandt begge opgaver med belægningsarbejder, mens havnebygningsarbejderne blev vundet af CG Jensen og Hoffmann. CC Design har leveret og udlagt flydebroerne.
Niras har været havnechefens bygherrerådgiver hele vejen igennem projektet. Projektleder Mads-Peter Hansen har stået i spidsen for at projektere kajer, moler og flydebroer, sørget for at sende opgaverne i udbud og efterfølgende stået for byggeledelse under byggeriet.
– Det har været spændende at give liv til arkitekten Hasløv & Kjærsgaards visioner om den gennemgående promenade, så Helsingør nu har fået en flot, højeffektiv og topmoderne lystbådehavn. En jollerampe er jo ikke bare en jollerampe – det er i detaljen, at værdien ligger, siger han.