Tyskere har gode hensigter med de sydlige forbindelser

Danmark satser i stigende grad på at skabe de bedste muligheder for transporten sydpå, men spørgsmålet er, om tyskerne følger de danske bestræbelser op på den anden side af grænsen.
Transportminister Magnus Heunicke (S) slår fast, at han lægger stor vægt på, at vi har gode infrastrukturforbindelser mellem Danmark og Tyskland. Fotograf: Dennis Rosenfeldt.
Transportminister Magnus Heunicke (S) slår fast, at han lægger stor vægt på, at vi har gode infrastrukturforbindelser mellem Danmark og Tyskland. Fotograf: Dennis Rosenfeldt.

Danmark bygger blandt andet en Femerntunnel, men på den anden side er der ikke udsigt til, at Tyskland leverer tidssvarende jernbane- og vejforbindelser, hvor en bilbro blandt andet kun har to spor og jernbanen ét spor i modsætning til Femerntunnelen med to jernbanespor og fire vejbaner.

Der er også problemer med de “jyske forbindelser” sydpå, og derfor har Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre spurgt transportminister Magnus Heunicke (S), om han er “indstillet på at gå i tæt dialog med den tyske transportminister i Berlin med henblik på at fremtidssikre den helt afgørende godstransportkorridor mellem Danmark og Hamborg”.

Kristian Pihl Lorentzen fokuserer specielt på at sikre den fornødne kapacitet til uhindret passage af Kielerkanalen på både vej og bane.

Møde

Ministeren slår i sit svar fast, at han “lægger stor vægt på, at vi har gode infrastrukturforbindelser mellem Danmark og Tyskland”:

– Det gælder i såvel Jyllandskorridoren som i Femern Bæltkorridoren, oplyser Magnus Heunicke, der for nylig har haft et møde med delstatsregeringerne i Slesvig-Holsten og Hamborg:

– På mødet understregede jeg de problemer, som lukningen af motorvejsbroen over Kielerkanalen i 2013 skabte for tunge køretøjer, og at vi i Danmark har stor opmærksomhed på den udfordring, som motorvejsbroen udgør for trafikken i Nordtyskland, lyder beskeden fra transportministeren.

Tysk anliggende

Han tilkendegav i øvrigt, at Danmark værdsætter, at forbundsregeringen i Berlin synes at være indstillet på at finansiere en ny motorvejsbro til erstatning for den nuværende bro, og at vi fra dansk side også vil værdsætte, hvis der bliver investeret i en udbygning af jernbaneforbindelsen over Kielerkanalen.

Transportministeren understreger dog, at den konkrete prioritering af infrastrukturprojekter er et tysk anliggende.

Relateret indhold