Tscherning Gruppen runder 1 milliard: ”Jeg er vanvittigt stolt”

Entreprenørvirksomheden Tscherning præsenterer det bedste årsregnskab nogensinde.
Søren Tscherning overtog posten som adm. direktør fra sin far i 1997.

Entreprenørvirksomheden Tscherning har netop præsenteret årsregnskabet for 2024/25, og det viser en omsætning på 839 mio. kroner og et resultat før skat på 37,2 mio. kroner – en bundlinjevækst på 48 % sammenlignet med sidste årsregnskab.

Dermed lander Tscherning det bedste resultat i virksomhedens historie.

– Jeg er vanvittigt stolt af årets resultatet, der er skabt af Tschernings meget dygtige og dedikerede medarbejdere. Vi har vundet en række markante projekter, som har været med til at skabe fundamentet for årets resultat. Derudover ser vi en betydelig vækst i vores aktiviteter inden for byggepladsservice, drift og logistik samt CO2-reducerende løsninger, siger ejerleder og adm. direktør, Søren Tscherning.

Læs også

Høje byggeomkostninger udfordrer, men Olav de Linde holder fast

Resultatet smitter også af på Tscherning Gruppen, der samler Tschernings søsterselskaber.

Søsterselskaberne Total Diamanten og Gravmand leverer solide resultater, og Tscherning Gruppen går samlet ud af regnskabsåret med en omsætning på 1 mia. kroner og et resultat før skat på 46,2 mio. kroner.

Det er ligeledes det bedste resultat i Tscherning Gruppens historie.

Læs også

Et år efter dansk opkøb: Her forventer varmepumpe-producent øget vækst

I år er det nøjagtigt 50 år siden, at stifter og daværende ejerleder, Georg Tscherning, startede Tscherning, da han som entreprenør i 1975 købte sin første maskine for 5.000 kroner og begyndte at leje den ud med sig selv som fører.

Tscherninghuset er virksomhedens prisvindende hovedkontor i Hedehusene.

I 1997 overtog Søren Tscherning posten som adm. direktør fra sin far:

– Vi har nu i fem årtier vist, at det kan betale sig at tage ansvar som virksomhed, og at ansvarlige løsninger og en kernesund forretning ikke er hinandens modsætninger. Hensynet til miljø og mennesker og sorte tal på bundlinjen kan godt gå hånd i hånd. Og vi skal videre ad den ansvarlige vej, siger Søren Tscherning.

Relateret indhold