Transport- og bygningsministeren:Nu er det vejenes tur

Hans Christian Schmidt understreger, at der slet ikke er midler nok til alle de projekter, der ligger i pipelinen.
Transport- og bygningsministeren understreger, at der ikke er midler nok til alle projekter. Foto: Colourbox.
Transport- og bygningsministeren understreger, at der ikke er midler nok til alle projekter. Foto: Colourbox.

Ser man på væggen i Transport- og Bygningsministeriet, hænger der et hav af portrætter, der vidner om, at posten som transport/trafikminister ikke ligefrem er noget, politikere hænger fast ved i længere tid. Ministeriet betegnes da også ofte blandt journalister som “Svingdørsministeriet”. Hurtigt ind og ud igen.

Der er dog undtagelser som Flemming Hansen, der besad posten i seks år, og det mest bemærkelsesværdige ved den nuværende transportminister, der har føjet titlen “bygningsminister” til porteføljen, er, at han tidligere har haft posten i cirka halvandet år.

Vi skal gerne fortsætte med det nuværende vedligehold af vejene, men det kræver et totalt overblik i forhold til økonomien.

Hans Christian Schmidt {break}Transport- og bygningsminister

Det er derfor ingen nybegynder, der har indtaget ministeriet, og det vil embedsmændene hurtigt opdage.

Kasseeftersynet

Dagens Byggeri spurgte derfor den “nye” minister, hvilke projekter han fortsat, trods truende besparelser på finansloven for 2016, forventer at kunne gennemføre på vejområdet:

– Det er klart, at de projekter, vi allerede har sat gang i, som eksempelvis Helsingørmotorvejen og broen ved Frederikssund, vil blive fortsat. Desuden de projekter, der er nævnt i regeringsprogrammet. Det bliver en hård prioritering, som jeg ikke kan gå ind i, før vi er kommet tættere på Finansloven. Derfor vil vi også undersøge mulighederne for en udvidelse af den østjyske motorvej og en tunnel i København. Men vi har foretaget et kasseeftersyn, og deraf kan vi se, at der slet ikke er midler nok til alle de projekter, der ligger i pipelinen, siger Hans Christian Schmidt til Dagens Byggeri.

Vedligeholdelse

Der har tidligere været store problemer med nedslidning af vejnettet i en sådan grad, at genopretningen endte med at blive langt dyrere, end hvis vejene var blevet vedligeholdt med rettidig omhu.

– Vi skal gerne fortsætte med det nuværende vedligehold af vejene, men det kræver et totalt overblik i forhold til økonomien. Nu har den kollektive trafik dog fået meget, så nu må det være vejenes tur, siger Hans Christian Schmidt, der som sønderjyde har bemærket OPP-projektet for Kliplev-Sønderborg motorvejen. En løsning har ikke vil afvise for andre lignende projekter.

– Det har den fordel, at man kender udgiften i en lang årrække fremover. Det er svært at sige, om OPP-modellen kan bruges i andre projekter, men man skal ikke afskrive sig nogle muligheder på forhånd, siger ministeren.

Den Jyske Mafia

Et velkendt fænomen på transportområdet har været “Den Jyske Trafikmafia” – fremtrædende jyske politikere, der sikrede Jylland en uforholdsmæssig stor del af infrastrukturinvesteringerne – ikke mindst i deres egne valgkredse. Men Hans Christian Schmidt afviser, at den situation gentager sig.

– Jeg har aldrig deltaget i den slags – heller ikke da jeg sidste gang var transportminister. Jeg er transportminister for hele landet, og der er store og nødvendige projekter på Sjælland. Jeg har netop åbnet den første etape af Frederikssundmotorvejen, og der kommer yderligere to etaper. Der er projekter i hele landet, siger transportministeren.

Kattegatrapport kommer

Direkte adspurgt om, hvornår han venter Kattegatrapporten, der igen og igen er blevet forsinket, svarer Hans Christian Schmidt:

– Jeg regner med, at rapporten kommer inden for nær fremtid. Når den kommer, vil jeg forelægge den i en politisk følgegruppe med blandt andre formændene for regionerne og Kattegatkomitéen. De har alle fulgt løbende med i hele projektet.

Sidst, men ikke mindst, spørger Dagens Byggeri ministeren, om der er ting – mærkesager – der fortsat ligger og venter, fra han sidst sad i ministerstolen:

– Der ligger altid mange projekter, og når jeg kommer rundt om i landet, får jeg ideer til mange gode og sunde projekter. Men lige nu bruger jeg meget tid på Femernbæltprojektet, og jeg skal bruge megen tid på takstharmonisering. Dertil kommer nye områder, som byggeri og færdselsloven, så jeg kommer ikke til at kede mig, slutter transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt.

Relateret indhold