Fra regnskabet 2017/18
- Omsætning: 295,8 mio. kr. (2016/17: 217,7)
- Resultat før skat: 13,9 mio. kr. (2016/17: 10,4)
- Årets resultat: 10,7 mio. kr. (2016/17: 8,3)
Efterspørgslen på hårdttræ er stigende, og det kan aflæses direkte i seneste årsregnskabet for det forskudte regnskabsår 2017/18 hos Globa Timber.
Med et overskud før skat på 13,9 millioner kroner mod 10,4 millioner året før leverer hårdttræ-grossisten sit hidtil bedste resultat. Samtidig er omsætningen steget 35 procent fra 218 til 296 millioner kroner.
– I de senere år har vi kunnet præstere solide overskud og støt stigende omsætning. Den tendens fortsætter og det er vi glade for. Vi har foretaget en række strategiske opkøb, som det er lykkedes os at integrere godt i virksomheden, siger direktør Peter Bæk, Global Timber.
Stigende behov globalt
Ifølge direktøren er det globale behov for hårdttræ stigende, med decideret råvareknaphed på enkelte træsorter. Derfor er det nu blevet endnu mere afgørende, at man som indkøber og formidler af hårdttræ har netværket i orden og kan finde de rigtige råvarer.
Global Timber har købt ny domicilejendom, som man flytter ind i til februar. Med indflytningen markerer Global Timber et nyt kapitel i virksomhedens historie med større fokus på synlighed.
– Vores nye domicil bliver et showroom for vores produkter. Vi indretter skiftende oplevelsesmiljøer og udstillinger af Global Timbers og datterselskabet Fredsted Floors produktsortiment. Desuden får vi mulighed for at arrangere kunde-events og demonstrere nye produkter, forklarer Peter Bæk.
Han forventer, at Global Timber kan fortsætte fremgangen også i indeværende regnskabsår, bl.a. på grund af stor aktivitet i byggeriet og en stærk eksportstrategi på hovedmarkederne i bl.a. USA, Europa og Asien.