Tal med din brændeovn og få ren røg

Et app-baseret sensorsystem, som måler om ovnen oser for meget, er på vej - og fortæller, hvad du skal gøre for, at den brænder optimalt.
Teknologisk Institut udvikler sammen Exodraft og ZenZors et måleapparat, som giver feedback på forbrændingen i ovnen i realtid. Dermed kan man styre fyringen optimalt.
Teknologisk Institut udvikler sammen Exodraft og ZenZors et måleapparat, som giver feedback på forbrændingen i ovnen i realtid. Dermed kan man styre fyringen optimalt.

Når der fyres op i tusinder af ovne i byer og parcelhusekvarterer er luften tyk af sundhedsskadelige partikler. Men fyres der korrekt med tørt brænde og i rette mængder, så falder mængden af partikler.

Et nyt app-baseret sensorsystem vil hjælpe brændeovnsejerne med at fyre korrekt. Det er Teknologisk Institut som sammen med virksomhederne Exodraft og ZenZors udvikler et måleapparat som giver løbende feedback på forbrændingen i ovnen i realtid. Dermed kan man styre fyringen optimalt.

Apparatet skal kunne eftermonteres i eksisterende brændeovne.

– Målet er at give forbrugerne adgang til billige løsninger, der kan forbedre luftkvaliteten i nærmiljøet, siger seniorkonsulent Thomas Nørregaard Jensen fra Teknologisk Institut.

– Slutproduktet bliver et monitoreringssystem bestående af en række kosteffektive sensorer, der via en app vil kunne fortælle forbrugeren, hvornår det for eksempel er på tide at lægge mere brænde på eller regulere for lufttilførslen,

Et billigt alternativ til fuldautomatiske brændeovne

De senere år er der kommet flere og flere røgsensorer på markedet. Projektet vil derfor også finde frem til dem, der kan holde til den varme røg, der udvikles i en brændeovn.

– Den varme røg fra brændeovnen giver hårde betingelser for sensorerne. Vi er derfor på udkig efter meget robuste sensorer, der samtidig skal være kosteffektive. Det er en af de større udfordringer, som vi skal have løst i projektet, fortæller Hans Ole Andersen fra ZenZors.

Det er også tanken at sensorsystemet skal måle temperatur, iltniveau og partikelkoncentration og advare om, hvis træet for eksempel er for fugtigt at fyre med.

– Vi ved, at forkert betjening af brændeovne har indflydelse på forureningen fra dem. Omvendt er automatiserede brændeovne ofte dyre at anskaffe. Derfor forventer vi, at det nye system vil gøre livet lettere for ejere af almindelige brændeovne uden automatik, siger René Mulvad, teknisk direktør hos Exodraft.

Det forventes, at de nye løsninger til eftermontering vil komme til at koste en brøkdel af en ny fuldautomatisk brændeovn og dermed være et billigt alternativ.

Brændeovne årsag til luftforurening i Danmark

I Danmark dør 4200 hvert år på grund af partikelforurenet luft, har Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet beregnet. Gennem flere år har der derfor været fokus på forureningen fra brændeovne. Fordi brændeovne ifølge tal fra Miljøstyrelsen i 2016 står for næsten 70% og dermed den klart største partikelforureningen (PM2,5) fra de danske udledningskilder.

Og selvom langt størstedelen på 70-80 % af de mange sodpartikler i den danske luft kommer svævende til os fra andre lande og de store dieseldrevne skibe, så er forureningen fra brændeovnene, noget vi selv kan gøre noget ved. Derfor er der de senere lanceret en række tiltag, der netop skal sænke partikelforureningen ved kilderne.

Også EU har gennem de seneste år skærpet reglerne for udledninger fra ikke-industrielle brændeovne. Projektet har derfor fokus på at mindske forureningen af brændeovne, da både optænding, påfyldning af brænde samt ilttilførsel har stor betydning for, hvor meget en brændeovn udleder.

Projektet forventes afsluttet i 2024 og er støttet af MUDP – Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram under Miljøministeriet.

Relateret indhold