Tagbrand raserer historisk bygning

Det gamle musikuniversitet i Klerkegade i København, der i øjeblikket ombygges til attraktive luksuslejligheder, blev torsdag delvist ødelagt af tagbrand.
Den historiske ejendom i Klerkegade. Foto: Domis Udvikling.
Den historiske ejendom i Klerkegade. Foto: Domis Udvikling.

Som Dagens Byggeri kunne fortælle i sidste måned, er en historisk bygning i Klerkegade centralt i København tæt ved Amalienborg og Marmorkirken i øjeblikket under ombygning til 50 luksuriøse lejligheder. Projektet er udviklet af Domis Udvikling fra Aarhus.

Men en voldsom tagbrand, der startede tidligt torsdag morgen i den gamle bygning, har sat ombygningen noget tilbage. Torsdag formiddag kæmpede 45 brandfolk stadig med efterslukningen af branden.

– Som det ser ud nu, har vi reddet halvdelen af bygningen, sagde operationsleder Mads Graversen tidligere på formiddagen til Berlingske Tidende.

Når slukningsarbejdet er helt afsluttet, vil en grundig undersøgelse afsløre, hvor slemt ejendommen er brandskadet.

Der er tale om en helt unik ejendom, som oprindeligt blev bygget til Den Danske Frimurerorden for omkring 150 år siden. Siden 1927 er den dog blevet brugt til andre formål – senest som musikskole.

Se artiklen om ejendommen fra juni i Dagens Byggeri.

Relateret indhold