Sweco skal bringe Energiøen sikkert i hus

Har vundet kontrakten om at bistå Energistyrelsen med teknisk rådgivning til kommende faser af udbud, design og konstruktion af Energiøen i Nordsøen - en opgave til op mod 600 mio. kroner.
Den kommende Energiøen skal skal med udgangspunkt i vindmølleenergi og andre vedvarende teknologier gøre Danmark til et globalt fyrtårn i den grønne omstilling. Visualisering: Energistyrelsen.
Den kommende Energiøen skal skal med udgangspunkt i vindmølleenergi og andre vedvarende teknologier gøre Danmark til et globalt fyrtårn i den grønne omstilling. Visualisering: Energistyrelsen.

Det bliver Danmarks største anlægsprojekt med et foreløbigt budget på 210 mia. kroner. Den kommende Energiøen små 100 km ude i Nordsøen skal gøre, at Danmark udnytter sine vindressourcer maksimalt og bliver omdrejningspunktet for vores udnyttelse også af anden vedvarende energi. Og med en ambition om at blive et globalt fyrtårn for skiftet til grøn energi.

Til at indfri de tårnhøje ambitioner har Energistyrelsen nu valgt Sweco til teknisk rådgiver på projektet. En opgave, der løber over de næste ni år, hvor Sweco skal udtænke konceptet for Energiøen, forberede udbudsdokumenter, granske tekniske løsninger og tilbud, evaluere bydere samt føre tilsyn og kvalitetssikring under konstruktion og overdragelse. Prisen på opgaven er 400 mio. kroner med et loft på 600 mio kroner, oplyser rådgivervirksomheden.

– Vi er i gang med en historisk og særdeles krævende opgave – at udvikle det stærkest mulige, fremtidssikrede koncept for Energiøen i Nordsøen. Vores valg af teknisk rådgiver skyldes, at Swecos tilbud er det samlede mest fordelagtige tilbud, siger Mogens Hagelskær, vicedirektør med ansvar for Energiøerne.

Konkret skal Energiøen være en fleksibel ø, som kombinerer fordelene ved en inddæmmet ø med tilhørende platforme uden at begrænse mulighederne for andre innovative aktiviteter, med brug af f.eks. PtX teknologier. Samtidig skal der være plads til at manøvrere rundt på øen.

Det kommende år formuleres konceptet og planen er at give flest mulige aktører og konsortier mulighed for at byde ind med et relevant og målrettet tilbud. Udbuddet forventes klar i september næste år.

Grundtanken er, at øen skal realiseres hurtigt med brug af kendt teknologi – men der skal også kunne bruges nye innovative og fleksible løsninger, der kan inspirere globalt.

– Vi skal transformere vores energiproduktion til vedvarende energi. Her bliver Danmarks Energiø i Nordsøen et forgangseksempel for resten af verdens grønne omstilling, siger Tore Lucht, projektdirektør for Energiøen i Sweco.

Han fortæller også, at rådgiveren regner med at den kommende opgave bliver noget af et trækplaster for alle, der ønsker at arbejde med vedvarende energi.

På projektet rådgiver Sweco Energistyrelsen i samarbejde med underrådgiverne Implement Consulting Group, MORE Consulting, WorldPower Consulting, Hegelund Advice og EPConsult Energies Nord.

Relateret indhold