Studievejlederne ved for lidt om byggeuddannelser

- Håndværksfag er mindst lige så vigtige som gymnasieuddannelser, siger Vesthimmerlands borgmester, der også driver en entreprenørvirksomhed.
Studievejlederne i folkeskolen skal ifølge regionsformand i Dansk Byggeri, Knud Kristensen, blive bedre til at sidestille håndværksuddannelserne med de gymnasiale uddannelser. Foto: Colourbox.
Studievejlederne i folkeskolen skal ifølge regionsformand i Dansk Byggeri, Knud Kristensen, blive bedre til at sidestille håndværksuddannelserne med de gymnasiale uddannelser. Foto: Colourbox.

Formanden for Dansk Byggeri i Nordjylland, Knud Kristensen, der også er borgmester i Vesthimmerland Kommune og forhenværende folketingsmedlem for De Konservative, har i et debatindlæg i Nordjyske skrevet, at det må være en målsætning at gøre det lige så prestigefyldt at begynde på en håndværkeruddannelse som at gå i gymnasiet.

Knud Kristensen, der selv er uddannet murer og driver en mellemstor entreprenørvirksomhed med cirka 60 medarbejdere, siger til Dagens Byggeri, at lavkonjunkturen inden for byggesektoren har gjort det svært at finde job og lærepladser. Derfor har byggeuddannelserne haft en lav status.

Vi kan godt have en anelse om, at studievejlederne i folkeskolen ved for lidt om, hvad byggeuddannelserne indeholder.

Knud Kristensen Formand, Dansk Byggeri Nordjylland

– Nu er tingene vendt, og derfor er det vigtigt at få sendt et budskab til de unge om, at håndværksfagene er en vigtig del af dagligdagen og mindst lige så vigtige som at få en gymnasieuddannelse, siger Knud Kristensen.

Det er lykkedes

Han har selv i sin virksomhed konstant 4-6 lærlinge, og Dansk Byggeri opfordrer de lokale virksomheder til at gøre en indsats for at tage flere lærlinge.

– Vi kan se, at indsatsen er lykkedes, og det er et budskab til folkeskolen, der skal fortælle eleverne om de muligheder, byggeerhvervene tilbyder. Vi kan godt have en anelse om, at studievejlederne i folkeskolen ved for lidt om, hvad byggeuddannelserne indeholder. Men folkeskolereformen giver mulighed for, at skolerne kan hente repræsentanter for virksomhederne, der kan fortælle noget om, hvad indholdet er i de forskellige uddannelser og erhverv. Det er positivt, at man kan hente udefrakommende ind i uddannelsen. Det er også vigtigt, at studievejlederne får de nødvendige kurser, så de ved mere om uddannelsessystemet bredt og ikke kun fra deres egne erfaringer, siger Knud Kristensen videre.

For meget teori

Han sender også en del af kritikken mod Christiansborg, hvor der efter hans opfattelse både nu og tidligere er alt for få med forstand på og indsigt i, hvad det betyder at tage en håndværkeruddannelse.

– Der diskuteres meget teori på Christiansborg, og det er et generelt problem – ikke bare for uddannelserne, men for udviklingen som helhed, siger Knud Kristensen.

Dagens Byggeri spørger direkte den konservative borgmester, om han på den baggrund vil søge et særligt samarbejde med en af Folketingets få håndværkere, den socialdemokratiske murer Mattias Tesfaye:

– Jeg har altid haft et godt samarbejde med alle partier på Christiansborg – også med Socialdemokraterne. Når man diskuterer faglighed, ønsker også de moderne og visionære socialdemokrater, at deres børn får en god uddannelse. Om det er som håndværkere eller i gymnasiet, slutter Knud Kristensen.

Relateret indhold