Senest 1. juli 2025 vil byggecenterkæden Fogs velkendte blå farve og logo få tilføjet et XL-Byg. Her indtræder kædens ni eksisterende forretninger i den frivillige byggecenterkæde XL-Byg. Indmeldelsen i XL-Byg er del af en langsigtet plan for at styrke begge virksomheders position i en stadig mere konkurrencepræget branche.
Aftalen giver Fog adgang til nye stordriftsfordele, marketingindsatser og indkøbsstyrke, samtidig med at virksomheden fortsætter med uændrede relationer til kunderne. For XL-Bygs vedkommende styrker samarbejdet den landsdækkende position og lokale forankring.

Adm. direktør i Johannes Fog A/S, Karsten Østergaard Larsen, der indtrådte i spidsen for kæden d. 1. januar 2024, siger:

Åbner 1.200 m2 byggecenter: Vil give en wow-oplevelse
– Markedet har ændret sig markant, og vi ser stadig større krav til konkurrenceevne og effektivitet. Samarbejdet med danskejet XL-Byg giver os styrken fra et større netværk og friheden til at være os selv. Vi bevarer det, der gør Fog til Fog: Vores DNA, vores navn, vores værdier samt vores fondsejerskab. Samtidig sikrer vi, at Fog står stærkt – både nu og i fremtiden.
Styrker kæden i Østdanmark
Thorbjørn Sejer Jensen er CEO i den 100 % danskejede trælast- og byggecenterkæde XL-Byg. Han forventer, det nye samarbejde vil styrke kædens tilstedeværelse i den østlige del af Danmark.
– Med det kommende samarbejde cementeres vores solide position og landsdækkende tilstedeværelse, som XL-Byg kæden har haft på det danske marked i snart 20 år, siger han og uddyber:

– At være en stærk, lokalt forankret spiller med landsdækkende tilstedeværelse er en central del af vores strategi, og vi får nu mulighed for at udvide vores markedsdækning og tilbyde vores privat- og erhvervskunder endnu bedre service og løsninger.

Byggecenter i træ skal inspirere til grønnere byggeri
XL-Byg CF og XL-Byg Tømmergaarden forventes at blive fusioneret ind i Davidsen i 2025 og træder dermed ud af XL-kæden. Når dette sker og Fogs ni forretninger på Sjælland, et Bolig & Designhus samt en webshop indtræder, vil der være i alt 79 XL-Byg-forretninger fordelt over hele landet.