Erhvervsakademi Aarhus introducerer til efteråret en helt ny byggekoordinatoruddannelse sammen med erhvervslivet. Den nye to-årige uddannelse er udviklet i samarbejde mellem Dansk Byggeri, Teknisk Landsforbund og fire erhvervsakademier.
Nogle af byggestenene i uddannelsen er ledelse, logistik og kommunikation. Netop disse egenskaber er i høj kurs hos arbejdsgiverne. Det fortæller uddannelseskonsulent Sidse Frich Thygesen fra Dansk Byggeri.
– Branchen har behov for et uddannelsesløft og der er brug for øget fokus på planlægning og kommunikation, hvis vi skal fremtidssikre branchen, siger hun.
Bygger bro
Byggekoordinatoren bliver bindeleddet mellem fx mureren og arkitekten eller tømreren og ingeniøren, og vil styrke koordineringen i byggeprocessen og optimere produktiviteten på byggepladserne. De nye byggekoordinatorer vil kunne lede og koordinere en byggeproces ved for eksempel at holde styr på tidsplaner og sørge for, at kontrakterne og budgetterne overholdes og der leveres til tiden.
Hos Dansk Byggeris aarhusianske formand Michael E. Anker, der også er direktør i tømrer- og snedkerfirmaet E. Anker & Søn, forventer man sig meget af de nye byggekoordinatorer. De skal kunne håndtere de stigende krav til produktivitet, økonomi og lovgivning i byggeprocesser. Netop derfor er der brug for folk med en videregående uddannelse, forklarer han.
– Uddannelsen forener forretningsforståelse og viden om det byggefaglige, og gør dermed dimittender i stand til at tænke forretning ind i alle faser af et byggeri. Det er der i høj grad brug for i branchen, siger Michael E. Anker.
Hos Teknisk Landsforbund, der organiserer 30.000 medlemmer inden for bl.a. byggeri og produktion, er næstformand Per Løftstrøm Sørensen begejstret for det nye uddannelsestilbud.
Brug for at lære mere
– Det er positivt, at der nu kommer et nyt tilbud med denne selvstændige uddannelsesprofil på et erhvervsakademiniveau. De nye byggekoordinatorer skal ikke ses som konkurrenter til byggeteknikere eller bygningskonstruktører, siger han.
På fremtidens arbejdsmarked er der brug for, at folk med en faglært baggrund videreuddanner sig og derfor ser Per Løftstrøm Sørensen gerne, at murere, tømrere eller andre med et svendebrev videreuddanner sig til byggekoordinatorer.