Antal registrerede arbejdsopgaver
- 2014: 533
- 2015: 775
- 2016: 1.517
- 2017: 2.215
- 2018: 2.230
En tredjedel af de arbejdstimer, som udstationerede medarbejdere lægger på byggeprojekter i Danmark er i løbet af det seneste halve år blevet udført af italienske firmaer. Det viser en ny analyse fra fagforbundet 3F.
Analysen viser også, at italienske virksomheder generelt får flere og flere opgaver i Danmark. I 2014 blev italienske firmaer ifølge 3F registreret for 533 opgaver i Danmark, fire år senere var tallet fire gange så højt. I år tegner tallet til at blive endnu højere. Første halvår har allerede set italienske virksomheder registrere 1990 opgaver.
Tallene overrasker og bekymrer næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Arne Grevsen.
– Fagbevægelsen vil stærkt opfordre danske bygherrer til at tage alle nødvendige forholdsregler, hvis de tegner kontrakt med italienske leverandører. De aktuelle skandalesager viser, at italienske firmaer i øjeblikket kan drive virksomhed i Danmark uden at overholde reglerne på det danske arbejdsmarked, siger Arne Grevsen.