Stor tysk bæredygtigheds-ingeniør åbner i København

Et stærkt arkitekturmiljø har fået Werner Sobek til at etablerere en afdeling i hovedstaden - forventer af ansætte 12 medarbejdere.
Umar er del af et campus-byggeri i Schweiz og et af Werner Sobeks signaturbyggerier
Umar er del af et campus-byggeri i Schweiz og et af Werner Sobeks signaturbyggerier

Den tyske ingeniør- og arkitektvirksomhed Werner Sobek, som især gør sig i bæredygtigt byggeri, har netop etableret et nordisk hovedkontor i København. Det ligger i Bloxhub ved Københavns havnefront.

Afgørende for valget af København har været det store økosystem af arkitekthuse, som tænker i bæredygtighed.

Umar er i vid udstrækning opbygget af præfabrikerede moduler.
Umar er i vid udstrækning opbygget af præfabrikerede moduler.

Og så at Werner Sobek fik en henvendelse fra Copenhagen Capacity, hovedstadsområdets officielle organisation for erhvervsfremme og som bl.a. rådgiver udenlandske virksomheder om, hvordan de kan etablere sig i Danmark.

Specialisteret i facader

– Vi havde ikke oprindeligt overvejet at investere i Danmark. Men Da Copenhagen Capacity kontaktede os og præsenterede os for de mange danske virksomheder og potentielle samarbejdspartnere, blev vi opmærksomme på det store økosystem af arkitekt- og ingeniørvirksomheder, som arbejder ambitiøst med bæredygtighed, lige som vi gør, siger Dr.-Ing. Stefanie Weidner, direktør for Werner Sobek, København.

... og med en stor andel ubehandlet træ i vægkonstruktionerne og med materialer, der kan genbruges, genanvendes og komposteres.
… og med en stor andel ubehandlet træ i vægkonstruktionerne og med materialer, der kan genbruges, genanvendes og komposteres.

Werner Sobek har hovedsæde i Stuttgart, arbejder først og fremmest med bæredygtigt design og byggeri og er specialiseret i facadekonstruktion. Selskabet bygger efter princippet “leichtbau” eller letvægt, hvor man stræber efter at bruge så få og lette materialer som muligt. Især cirkulært byggeri og konstruktioner i træ er blandt virksomhedens spidskompetencer.

– Vi tror, vi kan bidrage med meget og lære en masse af vores danske kolleger – særligt med henblik på de sociale og urbane aspekter af bæredygtighed.

Et bæredygtigt økosystem

Bæredygtigt byggeri er en vigtig del af den grønne omstilling, og fylder meget i det danske erhvervsliv. Og det ligger højt på den politiske dagsorden.

I hovedstadsområdet er der allerede en lang række tegnestuer og ingeniørvirksomheder, som er førende på verdensplan inden for bæredygtige løsninger i byggeriet. Det gælder både med hensyn bæredygtige byggematerialer, genanvendelse, energirenoveringer og meget andet.

Det er disse, som Werner Sobek håber på at samarbejde tæt med i fremtiden.

Grønne virksomheder til København

Werner Sobek havde som nævnt ingen planer om at investere i Danmark, men Copenhagen Capacity arbejder målrettet med at tiltrække udenlandske investeringer. At skaffe virksomheder til Østdanmark og kvalificeret arbejdskraft til hele landet.

De senere år har organisationen især satset på at tiltrække bæredygtige virksomheder, som kan bidrage til, at Danmark når sit mål for den grønne omstilling.

– Jeg er glad for, at Werner Sobek har valgt at lægge deres nordiske hovedsæde i København. Jeg er sikker på, er det helt rigtige, siger Asbjørn Overgaard, direktør i Copenhagen Capacity.

– Med deres innovative tilgang til bæredygtigt byggeri er de en værdifuld tilføjelse til det spirende miljø af grønne virksomheder i hovedstadsområdet.

Werner Sobek oplyser, at virksomheden forventer at ansætte 12 medarbejdere i deres nye kontor i Bloxhub.

Relateret indhold