Stor omsætningsvækst hos Give Stålspær

Den danske virksomhed oplever for sjette år i træk betydelig vækst i både omsætning og aktiviteter. Virksomheden opnåede i 2015 en omsætningsvækst på 21 procent.
Give Stålspær A/S fortsætter på sjette år den positive vækst. Pressefoto.
Give Stålspær A/S fortsætter på sjette år den positive vækst. Pressefoto.

Nøgletal for Give Stålspær A/S

  • Opgjort i tkr. 2015 (2014)
  • Bruttoresultat : 38.601 (36.116)
  • Driftsresultat: 8.580 (12.336)
  • Resultat før skat: 2.825 (6.842)
  • Gennemsnitligt antal medarbejdere: 205 (168)

For sjette år i træk oplever Give Stålspær vækst i omsætning og aktiviteter. Det forgangne år har været et dynamisk år med en stigende efterspørgsel på virksomhedens produkter. Den samlede omsætningsvækst på 21 procent i forhold til 2014 har overgået forventningerne hos ledelsen, som i kølvandet af de seneste års vækst er i fuld gang med at implementere sin nye strategi.

– Vækst har i sig selv ikke været et mål for os i 2015, men det har til gengæld vores ambition om at være Best in Class. I lyset af denne ambition har vi investeret i omorganiseringer, optimeringer og ekstra kapacitet, for vi ved, at når man satser på den lange bane, så koster det på den korte, fortæller Morten Kongsbak, CFO, Give Stålspær A/S.

Årets væsentligste investeringer har været ændringer i driftsorganisationen, omorganisering af virksomhedens trappe- og altanafdeling samt øget kapacitet i forbindelse med den rekordhøje efterspørgsel.

Forventninger til 2016

Med de gennemførte investeringer og ændringer i organisationen står Give Stålspær A/S stærkt i forhold til kapacitet og leveringsevne i 2016. Fabrikken får allerede nu tilbagemeldinger fra kunder om, at de oplever en stærkere leveringsevne, en mere smidig projektstyring og en bedre finish med de tiltag, man har igangsat.

Med det nuværende produktions-setup er man derfor godt rustet til en endnu større efterspørgsel, og man forventer især en øget eksport til de nordiske markeder, hvor væksten nu rigtigt er slået igennem – især i Sverige.

Ledelsens forventning til 2016 er derfor fortsatte positive resultater fra optimeringstiltag, øget eksport og en forbedret indtjeningsevne.

Relateret indhold