Stor interesse for ny byggeuddannelse

Københavns Erhvervsakademi melder om overraskende mange ansøgere til uddannelsen til byggekoordinator. Der overvejes nu at starte to spor på den populære uddannelse, som skal sikre byggerier af høj kvalitet leveret til tiden.
181 har søgt ind på den nye uddannelse til byggekoordinator. Foto: Colourbox.
181 har søgt ind på den nye uddannelse til byggekoordinator. Foto: Colourbox.

I alt 181 har søgt ind på den nye byggekoordinatoruddannelse, hvoraf halvdelen har søgt ind på Københavns Erhvervsakademi (KEA), som nu overvejer at starte to spor på den populære uddannelse.

KEA udbyder 30 pladser på byggekoordinatoruddannelsen. Det betyder, at to tredjedele af ansøgerne ikke kommer ind. For nu.

– Det er sjældent, man ser en ny uddannelse komme så godt fra start. Og det viser, at der er andre end os, der synes, det var rigtigt at oprette den. Den overvældede søgning til uddannelsen betyder, at vi nu kraftigt overvejer, hvordan vi kan oprette to spor ved næste vinteroptag, siger Henriette Hall-Andersen, programchef på BYG på KEA, og tilføjer:

– Den krise byggeriet har været igennem, har gjort virksomhederne mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er med medarbejdere, der kan lede og koordinere, siger Henriette Hall-Andersen.

Løfter kompetencerne

Dansk Byggeri finder det meget positivt, at de unge hopper på og har lyst til at få en videregående uddannelse indenfor byggeriet. Analyser viser nemlig, at de virksomheder, der klarer sig bedst, er dem med mange medarbejdere med lang anciennitet og videregående uddannelser.

– Det betyder, at de kommende byggekoordinatorer kan være med til at løfte kompetencerne generelt og optimere den måde, vi bygger på, siger Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri.

Samlet set har 181 unge søgt ind på den nye Byggekoordinator uddannelse – 90 af dem på KEA – Københavns Erhvervsakademi. Det betyder, at der nu bliver oprettet hold i København, Aarhus og Esbjerg/Sønderborg.

Ansøgerne til Byggekoordinatoruddannelsen på KEA – Københavns Erhvervsakademi har vist sig at være en god blanding af kvote 1-ansøgere fra de gymnasiale uddannelser og kvote 2-ansøgere med en håndværksbaggrund.

– Og det var lige præcis vores håb, siger Henriette Hall-Andersen.

Relateret indhold