Stigende eksport redder omsætningen

Selvom der har været et fald i salget af byggematerialer her i landet, sikres væksten af eksporten.
Salget af byggematerialer faldt i slutningen af 2016, men eksporten trækker op, fortæller DI Byg. Arkivfoto: Niels Johan Juel Jensen.
Salget af byggematerialer faldt i slutningen af 2016, men eksporten trækker op, fortæller DI Byg. Arkivfoto: Niels Johan Juel Jensen.

Det indenlandske salg af byggematerialer faldt i slutningen af 2016. Men omsætningen er stabil på grund af fremgang i eksporten på 2,6 pct. Det oplyser DI Byg i en pressemeddelelse, som er udsendt i forbindelse med deres konjunkturbarometer.

– Eksporten får stadig større betydning for producenterne af byggematerialer. Virksomhederne er blevet mindre afhængige det danske marked, og dermed kan de fastholde en fornuftig vækst, selvom omsætningen på det danske marked falder, siger branchedirektør i DI Byg Elly Kjems Hove.

Vækst trods nedgang

DI Byg oplyser, at siden 2009 er eksporten af byggematerialer steget med 50 procent, og i dag udgør den omkring 40 procent af virksomhedernes samlede omsætning.

– Virksomhederne har været gode til at skaffe sig ordrer på eksportmarkederne samtidig med, at salget herhjemme har været vigende. Det er glædeligt, at producenterne af byggemateriale har været i stand til at skabe vækst og arbejdspladser, selvom de har været på et hårdt marked. Men det er vigtigt, at vi fortsat har fokus på at forbedre konkurrenceevnen, så vi også kan konkurrere med udlandet i fremtiden, siger Elly Kjems Hove.

Flere byggetilladelser

I den kommende tid er der ifølge DI Byg udsigt til øget efterspørgsel på det danske marked. Der har været en stigning i byggetilladelser på 15 procent i 3. kvartal 2016.

– Stigningen i byggetilladelser viser, at vi er på vej ind i en periode med stigende byggeaktivitet i Danmark. Vi håber, at det vil give en øget efterspørgsel efter byggematerialer. Der er dog ikke en fuldstændig sammenhæng mellem tilladt og realiseret byggeri, da en del byggeri ikke kommer længere end ansøgningsfasen, siger Elly Kjems Hove.

Relateret indhold