Stark trodser coronakrisen og fortsætter med at ansætte elever

Coronakrisen har betydet tab af arbejdspladser og ramt især de unge, der enten er ufaglærte eller har korte uddannelser. Stark fortsætter, på trods af udsigten til en økonomisk krise i Danmark, rekrutteringen af nye elever.
Coronakrisen kan give de unge en mavepuster, det vil byggemarkedskæden Stark forsøge at afværge. Foto: Stark Group A/S.
Coronakrisen kan give de unge en mavepuster, det vil byggemarkedskæden Stark forsøge at afværge. Foto: Stark Group A/S.

Coronakrisen rammer især en bestemt gruppe på arbejdsmarkedet: De unge, de ufaglærte og dem med korte uddannelser. Ifølge de nyeste tal fra Beskæftigelsesministeriet er denne gruppe hårdest ramt af den bølge af fyringer, der er fulgt i kølvandet på coronakrisen: Siden 9. marts har mere end 47.000 personer med grundskole, gymnasiale og erhvervsfaglige uddannelser meldt sig ledige. Det svarer til hele 72 procent af samtlige danskere, der har meldt sig hos Jobcentrene i de seneste fire uger.

– Vi må desværre konstatere, at ungdomsarbejdsløsheden stiger markant. Hvis coronakrisen trækker ud, er der en reel risiko for, at en stor del af disse unge mennesker får svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet. Derfor har vi besluttet at se bort fra den usikkerhed, som coronakrisen skaber og fortsætte med at ansætte nye elever, siger Britta K. Stenholt, adm. direktør i Stark.

Hun peger på, at den aktuelle coronakrise ser ud til at få endnu alvorligere konsekvenser for beskæftigelsen end finanskrisen i 2008. Analyser udført af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har påvist, at det især var unge, der blev færdige med folkeskolen eller gymnasiet i 2009, der blev ramt af finanskrisen. 10 år senere har denne gruppe unge fortsat væsentligt ringere tilknytning til arbejdsmarkedet end unge, der blev færdige i 2005-2007, da økonomien endnu var god.

Konkret vil Stark besætte 50 elevpladser. Ifølge Britta K. Stenholt har byggebranchen en forpligtigelse til at tage sin del af ansvaret for at hjælpe samfundet gennem coronakrisen.

– Byggebranchen er en afgørende faktor for at holde hjulene i gang i hele det danske samfund. Regeringen har gjort meget for at hjælpe byggeriet ved bl.a. at suspendere anlægsloftet og fremrykke offentlige anlægsprojekter. Derfor skal vi som virksomhed også løfte vores del af opgaven ved at hjælpe nogle af dem, der bliver ramt hårdest af ledighed på arbejdsmarkedet i gang igen. Også selvom en nedgang i økonomien kunne udløse en besparelse på i antallet af elevpladser, siger Britta K. Stenholt.

Relateret indhold