Ytong, der er kendt for sine bæredygtige byggeblokke Ytong og Silka, har været på Building Green siden begyndelsen i 2011, og virksomheden arbejder konstant på at gøre sine produkter mere miljøvenlige.
-Vi har været aktive på Building Green i alle årene og vil gerne bakke op om et mere grønt byggeri. Building Green er en oplagt mulighed for at møde andre i branchen, som arbejder med bæredygtighed og holde sig opdateret med, hvad der sker. Det er en super spændende begivenhed, vi ser frem til hvert år, siger nordisk direktør for Ytong, Niels Jørgen Pallesen.
Vi har mange erfaringer med indvendig efterisolering fra vores produkt Multipor, som vi gerne vil dele med andre.
Nordisk direktør Niels Jørgen Pallesen Ytong
Masser af videndeling
Firmaets satsning på blandt andet indvendig isolering med produktet Multipor har båret frugt.
Multipor gør det muligt at energirenovere ældre huse, uden de arkitektoniske linjer går tabt. Med Multipor kan selv gamle fredede bygninger få et tidssvarende energiforbrug og et sundt indeklima – og senest er Københavns Politigård blevet energirenoveret med det banebrydende isoleringsmateriale. De mange muligheder med indvendig efterisolering er da også temaet for Ytongs seminar på Building Green:
-Vi har mange erfaringer med indvendig efterisolering fra vores produkt Multipor, som vi gerne vil dele med andre. Et eksempel er et forsøgsprojekt støttet af Realdania, som vi udfører sammen med professor Søren Peter Bjarløv og Ph.d. studerende Tommy Odgaard fra DTU. Her undersøger vi Multipors egenskaber som indvendigt isoleringsmateriale. Det projekt vil vi fortælle om på seminaret. Vi har også fået Danmarks førende ekspert i skimmel Britt Haker Høeg til at komme og fortælle om indvendig isolering, og hvad der kan ske, hvis det ikke gøres rigtigt. Vi glæder os til at dele den nyeste viden om indeklima med resten af byggebranchen, siger Niels Jørgen Pallesen.
Flere prestigeprojekter
Building Green bliver den foreløbige kulmination på et travlt år for Ytong, der har budt på flere forskningsprojekter og leverancer til nogle af Københavns mest prestigefyldte projekter.
-Vi er kommet godt i gang med leveringen til Bryghusprojektet, som virkelig rykker nu. En anden prominent adresse er det nye Scala på Axeltorv, som helt sikkert bliver et vartegn i byen. Og så er der Carlsberg Byen, som næsten er helt gul af Ytong blokke for tiden. Vi følger alle tre projekter med stor interesse og er meget stolte over, at vi er blevet valgt som leverandør på dem alle tre, siger Niels Jørgen Pallesen.