Husejer Peter Touborg fra Odense og hans hustru havde i et par år oplevet voksende problemer med fugtige kældervægge og vandpytter på kældergulvet efter længere perioder med regnfuldt vejr.
Eksperterne mente, at der var tale om opstigende grundvand, indtil Peter Touborg i samarbejde med sit forsikringsselskab fik foretaget en TV-inspektion af husets kloakledninger.
Det er ingen hemmelighed, at vi rigtig gerne ser at husejerne får undersøgt deres kloakker …
Claus Vangsager TV-inspektionsgruppen
Det viste sig at være en rigtig god ide – det var nemlig store utætheder i kloakanlægget, der forårsagede fugt og vand i kælderen.
Skader dækket af forsikringen
– TV-inspektionen af kloaknettet reddede os, fordi vi fik klarhed over årsagen til problemerne. Det viste sig, at der var utætte samlinger på både regnvandsledningen og køkkenafløbet, som begge lå tæt op ad kældervæggen – i alt skader for cirka 100.000 kroner, der skulle udbedres. Men både TV-inspektionen og udbedring af skaderne var dækket af vores skjulte rørskade- og stikledningsforsikring, forklarer Peter Touborg.
Han opfordrer alle husejere med mistanke om fejl på kloakken til at få foretaget en TV-inspektion af professionelle TV-operatører fra DTVK, fordi fejlene kan være vanskelige at opdage, hvis ikke kloakfirmaet har det rigtige udstyr. Det koster kun få tusinde kroner og er højst sandsynligt dækket af forsikringen.
Sikring mod skjult rørskade
Hos Globe Forsikring, der udbyder husforsikringer via blandt andet Købstædernes Forsikring og GF Forsikring, anbefaler man altid kunderne at tegne en skjult rørskade. Adm. direktør Bjørn V. Andersen skønner, at mellem 75-80 procent af de danske husejere har tegnet en forsikring, der dækker skjult rørskade.
– Hvis man har en formodning om, at der er noget galt med kloakken, så find policen frem og tag kontakt til forsikringsselskabet, blandt andet også fordi man har pligt til at formindske eventuelle skader og følgeskader. Tv-inspektionen af kloakken danner jo grundlag for, hvad der skal udbedres, så den er også dækningsberettiget, forklarer Bjørn V. Andersen.
Afskrivningsreglerne er ifølge direktøren forskellige, men nogen selskaber har slet ikke afskrivning på rør, så hvis man har mistanke om skader på kloakken, så kan TV-inspektionen sagtens være dækningsberettiget, selv om inspektionen ikke viser fejl på kloakken.
Gå i gang
Hos Danske TV-inspektionsfirmaer Kontrolordning(DTVK) under Dansk Byggeri er man klar til at skubbe til udviklingen, så husejerne i stor stil bliver opmærksomme på følgeskaderne af utætte kloakker.
– Det er ingen hemmelighed, at vi rigtig gerne ser at husejerne får undersøgt deres kloakker af et professionelt firma og gerne i samarbejde med deres forsikringsselskab. En TV-inspektion til få tusinde kroner, som forsikringen højst sandsynligt dækker, kan redde tusindvis af danskere fra et usundt indeklima med fugt, rotter og skimmelsvamp, siger Claus Vangsager, der har afløst Morten Helleskov som formand for TV-inspektionsgruppen under DTVK.
Han opfordrer samtidig forsikringsselskaber til at komme mere på banen, da de efter hans mening også har en stor interesse i at minimere skadernes omfang. Jo længere tid en kloak eksempelvis er utæt, jo større bliver følgeskaderne og derved de summer forsikringsselskaberne skal udbetale til husejerne, siger Claus Vangsager.