Sif Gruppen vil fastholde lærlinge i nyt akademi

Installationsvirksomheden vil lave mere tydelige karriereplaner for deres lærlinge.
Tidligere på ugen opkøbte Sif Gruppen Næstved El-Service og udvidede. Til næste år åbner de op for en klarere linje over for lærlinge. Foto: Pressefoto/Sif Gruppen.
Tidligere på ugen opkøbte Sif Gruppen Næstved El-Service og udvidede. Til næste år åbner de op for en klarere linje over for lærlinge. Foto: Pressefoto/Sif Gruppen.

I 2018 har Sif Gruppen allerede udvidet forretningen i Næstved. Og til næste år åbner installationsvirksomheden deres eget akademi, hvor målet er, at man skal finde de bedste lærlinge og fastholde dem i egen butik.

– Det er i virkeligheden folk i alle aldre, vi leder efter. Vi har små 80 lærlinge i virksomheden, og vi har en ambition om, at vi skal holde på dem.. Vores egne lærlinge er vores rekruttering. Kan vi oplære og uddanne vores egne folk, giver det også os bedre muligheder for at fastholde dem senere hen, siger Lars Mejlby, der er administrerende direktør i Sif Gruppen.

Virksomheden har i dag tre afdelinger. Udover Næstved er der også en lokalafdeling i Roskilde og et hovedkontor i Søborg, mens der i starten af november bliver åbnet en ny afdeling i Kalundborg. Det gør, at man kan ifølge direktøren kan nå hele Sjælland i bil på cirka en halv time.

Tekniq: Fremragende idé!

Hvis projektet skal lykkes, kræver det en klar plan fra egen side af.

– Vi så meget gerne, at vi kunne holde lokale elektrikere lokalt ved at tilbyde dem en udviklingsplan. Vi kommer til at lave karrieretrapper og -snak med hver enkelt medarbejder. Vi har selv en oplevelse af, at der er rigtig mange af de unge, der gerne vil, men de skal måske have vist, hvilken vej, de skal gå, siger Lars Mejlby.

Den del er Tekniq enige i. De er glade for, at Sif Gruppen tager ansvar.

– Det er meget fornuftigt, at en virksomhed tager udgangspunkt i, at man har en flok medarbejdere, som man har brugt ressourcer på at oplære, og som man så forsøger at fastholde. I Sif Gruppens tilfælde handler det også om en virksomhed, der har mange forretningsområder, og alene af den grund, er det fornuftigt, at man laver en plan med den enkelte lærling. Jeg kan slet ikke se nogle problemer ved det her, siger underdirektør Tina Voldby. Hun fortsætter:

– Firmaet har mange lærlinge i forhold til deres medarbejderstab og gør i forvejen meget for dem med mentorer og lærlingeansvarlige. De har et godt ry i forvejen, siger hun.

Relateret indhold