Selskab bag Fremtidens Brøndby Strand vælger formand og søger adm. direktør

Peter Winther er udpeget som kommende bestyrelsesformand for Fremtidens Brøndby Strand P/S, der nu også søger en adm. direktør.
Executive Director hos Colliers, Peter Winther, er valgt til formand for bestyrelsen i selskabet Fremtidens Brøndby Strand P/S.

Parterne bag Fremtidens Brøndby Strand P/S – Brøndby Kommune, ejendoms- og investeringsselskabet AKF og pensionsselskabet Sampension har valgt at pege på Peter Winther som kommende bestyrelsesformand for Fremtidens Brøndby Strand P/S.

Peter Winther varetager i dag en tilsvarende rolle som bestyrelsesformand for Fremtidens Vollsmose P/S.

Læs også

Renovering af 7 højhuse vil gavne hel Brøndby Strand-bydel

Med udpegningen af Peter Winther får selskabet en bestyrelsesformand med mere end 30 års erfaring fra den kommercielle ejendomsbranche samt yderligere nogle års erfaring inden for finansiel rådgivning, primært rettet mod ejendomssektoren.

Bestyrelsen

Bestyrelsen i Fremtidens Brøndby Strand P/S kommer derudover til at bestå af tre repræsentanter fra Brøndby Kommune og tre fra investorsiden:

  • Peter Winther, Executive Director, Colliers (formand)
  • Maja Højgaard, borgmester (S)
  • Vagn Kjær-Hansen, formand for Teknik- og Miljøudvalget (SF)
  • Poul Gaarbo, kommunalbestyrelsesmedlem (DF)
  • Ino Dimsits, administrerende direktør, AKF
  • Torbjørn Lange, Head of Real Estate & Infrastructure, Sampension
  • Henrik Groos, tidligere partner i advokatvirksomheden Accura.

Den største forandring i 50 år

Før jul underskrev parterne en aftale om etablering af arealudviklingsselskabet Fremtidens Brøndby Strand P/S, der skal stå i spidsen for den største forandring af Brøndby Strand i mere end 50 år.

Området skal transformeres til en levende og blandet bydel med nye boliger, flere mødesteder, bedre forbindelser, moderne velfærdstilbud og en stærkere sammenhæng mellem by, strand og natur.

Læs også

Rådgiver fundet til renovering af 280 lejemål i Brøndby Strand

Frem mod 2040 forventes Fremtidens Brøndby Strand at rumme ca. 2.600 nye boliger, hvoraf omkring 60 % vil være ejerboliger. Udviklingen omfatter desuden en markant styrkelse af bymidten, en ny skole, nye dagtilbud, mere detailhandel samt en mere sammenhængende og bæredygtig infrastruktur, der binder by, strand og grønne områder tættere sammen.

Søger adm. direktør

Etableringen af selskabet afventer den endelig godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Forudsat konkurrencemyndighedernes godkendelse forventes selskabet at blive igangsat i maj 2026.

Læs også

Fem pcb-fyldte højhuse rives ned

I den forbindelse har parterne også annonceret, at de igangsætter rekrutteringen af en adm. direktør til Fremtidens Brøndby Strand P/S.

Den kommende adm. direktør får en nøglerolle i at opbygge og lede selskabet og i at føre projektet sikkert fra planlægning til realisering.

Relateret indhold