Først var den dømt ude, men med en ny regering blev Boligjobordningen alligevel forlænget til 2016 og 2017. Men til forskel fra tidligere kan man med den nuværende ordning kun fratrække udgifter i forbindelse med klimatilpasninger og energiforbedringer. Det ser dog ikke ud til at skræmme danskerne. Ifølge en ny undersøgelse fra EDC står 60 procent på spring til at benytte sig af mulighederne for eksempelvis at udskifte vinduer med hjælp fra skattefar i løbet af 2016 eller 2017.
– Den tidligere ordning var populær blandt boligejerne, og den understøttede håndværksbranchen i en række hårde år. Den nye ordning, der har en grønnere profil, vil højne boligernes vedligeholdelsesstandard, fordi der nu udelukkende gives tilskud til klimatilpasning og energiforbedringer som eksempelvis efterisolering og udskiftning af vinduer, siger Jan Nordmann, kommunikationschef hos EDC, i en pressemeddelelse.
Generelt betyder en god energiprofil en højere pris og omsættelighed på en bolig, og det fokus vil også være fremtrædende i fremtiden, når energipriserne igen stiger.
Jan Nordmann Kommunikationschef, EDC
Undersøgelsen er baseret på besvarelser fra 1000 boligkøbere i EDC’s køberkartotek.
Vil øge omsætteligheden
Ifølge Jan Nordmann vil Boligjobordningen ikke revolutionere boligmarkedet, men det er forventningen, at investeringer i bedre indeklima og energibesparelser vil øge omsætteligheden og bidrage positivt til boligpriserne – især i storbyområderne.
– Generelt betyder en god energiprofil en højere pris og omsættelighed på en bolig, og det fokus vil også være fremtrædende i fremtiden, når energipriserne igen stiger. Men når det er sagt, er der også mange energirenoveringer, der ikke giver den store besparelse her og nu. Det gælder blandt andet vinduesudskiftninger og intelligente klimaløsninger, hvorimod eksempelvis efterisolering ofte er en god investering – også på kort sigt, siger han.
Også et spørgsmål om geografi
Huse i provinsen – og især på landet – er lidt større end gennemsnittet, og mange gange er opvarmningskilderne i landområder dyrere end i de større byer, hvor man ofte har fjernvarme. I de tilfælde er det ifølge Jan Nordmann særligt oplagt at efterisolere. Til gengæld er tilbagebetalingstiden ved gennemgribende energirenoveringer kortere i de store byer, fordi ens ejendom stiger forholdsmæssigt mere i værdi ved boligforbedringer:
– Når man forbedrer en bolig i et dyrt område, får man mere af investeringen tilbage ved salg, uanset om det drejer sig om et nyt køkken eller energiruder. Materialepriser og arbejdslønninger er tilnærmelsesvis ens, uanset ejendommens pris. Men man får aldrig den fulde investering tilbage, så når man forbedrer sin bolig, skal man først og fremmest gøre det for sin egen skyld og for at have en mere miljøvenlig bolig, siger Jan Nordmann.