Salget af Scandi Byg går igennem til 30 mio. kr.

Nordic Wood Industries er nye ejere af Scandi Byg, der havde et vanskeligt 2022. Købet er godkendt af konkurrencemyndighederne og træder i kraft fra årsskiftet.
Koncerndirektør i MT Højgaard, Henrik Mielke (tv.) og koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, gav håndslag på salget af Scandi Byg i januar. Nu har konkurrencemyndighederne sagt god for salget.
Koncerndirektør i MT Højgaard, Henrik Mielke (tv.) og koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, gav håndslag på salget af Scandi Byg i januar. Nu har konkurrencemyndighederne sagt god for salget.

Opdateret kl. 10.13 med nye kommentarer fra både køber og sælger

– Vores analyse er, at MT Højgaard Holding ikke er den bedste ejer af Scandi Byg, sagde koncernchef i MT Højgaard Holding, Henrik Mielke, tilbage i december 2022, da han offentliggjorde, at koncernen ville skille sig af med Scandi Byg, der producerer og monterer bæredygtighedscertificeret modulbyggeri i træ.

Med konkurrencemyndighedernes accept af salget er der glæde at spore:

– For MT Højgaard Holding betyder salget, at vi nu kan fokusere alle kræfter på at udvikle vores velindtjenende danske bygge- og anlægsforretning og fortsætte den strategiske proces for de internationale aktiviteter. Scandi Byg får samtidig en langsigtet ejer, som kan sikre stabilitet og give medarbejderne de bedste betingelser for at udnytte mulighederne inden for klimavenligt modulbyggeri, siger Henrik Mielke.

En rigtig spændende virksomhed

Nordic Wood Industries, der i forvejen består af lignende virksomheder som bl.a. Palsgaard Spær, Lilleheden, Roust Element og Roust Spær, meldte sig på banen, og nu har de to koncerner modtaget konkurrencemyndighedernes endelige godkendelse af salget af Scandi Byg pr. 31. december 2023.

Koncerndirektør hos Nordic Wood Industries, Thomas Raunsbæk, vurderede tilbage i januar, at Scandi Byg har et uforløst potentiale:

– Scandi Byg er en rigtig spændende virksomhed, som på mange måder sætter standarden for fremtidens byggeri med innovative og bæredygtige byggeprocesser herunder et stort fokus på DGNB-certificerede og svanemærkede byggerier.

I dag er glæden over nyerhvervelsen stor:

– Scandi Byg er markedsleder inden for klimavenligt træbyggeri, og vi er overbeviste om, at Scandi Byg passer rigtig godt ind i vores træ-familie. Som koncern fokuserer vi på at gøre det nemt for byggeriet at bruge træbaserede løsninger, og med Scandi Byg ombord ser vi en mulighed for at kunne tilbyde endnu mere komplette løsninger i et tæt samarbejde med koncernens andre selskaber, siger koncerndirektøren.

Fortsætter samarbejdet

Hos Scandi Byg glæder adm. direktør Torben Bloch Nielsen sig over, at virksomheden nu træder ind i en koncern, hvis primære fokus er træ og klimavenlige løsninger til byggeriet.

– Nordic Wood Industries har et tårnhøjt fokus på den grønne omstilling, og det matcher i høj grad Scandi Bygs ambitioner om at kunne levere klimavenlige modulløsninger. På den måde komplimenterer Scandi Byg og Nordic Wood Industries hinanden rigtig godt, og vi har jo allerede gode samarbejder med flere af koncernens selskaber, som vi nu kan udbygge i fremtiden og dermed skabe endnu stærkere synergier.

Prisen forventes fortsat at blive i niveauet 30 mio. kr.

Med salget kan MT Højgaard Holding fokusere alle kræfter på de 100 %-ejede forretningsenheder indenfor bygge- og anlæg i bl.a. MT Højgaard Danmark, MT Højgaard Property Development og Enemærke & Petersen, hvor Henrik Mielke vurderer at have de bedste muligheder for at fortsætte de senere års positive udvikling.

MT Højgaard Holdning vil fortsat arbejde med leverancer fra Scandi Byg såvel som Nordic Wood Industries’ øvrige selskaber.

Relateret indhold