Sæt det hele lidt på hovedet i det nye år

Dagens Byggeri har bedt en række af branchens fremtrædende aktører om at se tilbage på 2018 - og frem mod 2019. I dag direktør Morten Frihagen, Dansk Håndværk.
Direktør Morten Frihagen, Dansk Håndværk.
Direktør Morten Frihagen, Dansk Håndværk.

Nytår er traditionelt tiden, hvor man opstiller gode fortsætter, der skal gøre livet bedre og lettere i det kommende år.

Det gør man også i erhvervslivet. Så lad os for en gangs skyld prøve at sætte det hele lidt på hovedet. For selv om skiftende regeringer i årevis har lovet at rydde op i junglen af regler og krav, er der sket forbavsende lidt, selvom der er mange gode intentioner.

Men faktum er, at der stadig er mange administrative byrder, og der kommer hele tiden nye til.

Mange virksomheder oplever det som et tagselvbord for politikere, hvor de ‘bare lige’ kan indføre en ny afgift, en ny indberetning eller et nyt krav til at løse samfundets småproblemer.

Men sådan behøver det ikke at være. Se for eksempel på borgerne. Her er de økonomiske opgaver næsten reduceret til blot at være et enkelt klik for at godkende selvangivelsen.

Tænk hvis vi vendte kravene på hovedet: Hver gang virksomheder blev pålagt en ny opgave, fulgte der automatisk et fradrag med. Naturligvis udregnet og udbetalt automatisk af de computere, der modtager indberetningen.

Omvendt fradrag ville rydde op

Blot 200 kroner per opgave vil have en forbavsende effekt. For selv om et automatisk fradrag på 200 kroner i sig selv ikke vil betyde noget som helst for den enkelte virksomhed, vil vi slippe for langt de fleste af de nye hovsa-løsninger som politikerne sender i hovedet på SMV’erne. En gevinst for virksomhederne vil være, at deres regnskabsmedarbejder slipper for at bruge tid på at sætte sig ind i nye regler, udregne småbeløb, bogføre og indberette eller betale.

Det ville have afholdt politikerne fra at pålægge alle virksomheder fire gange om året at udregne og indbetale 1 krone og 80 øre per fuldtidsbeskæftigede medarbejder til en separat fond, og formentlig reducere rækken af andre opgaver, som gennem årtier er blevet pålagt erhvervslivet over en bred kam.

Slå det hele sammen til et bidrag

Nu er det nok for meget at håbe på den slags omvendte afgifter. Så i stedet kunne man som minimum samle de mindre betalinger i en enkelt erhvervspulje, som det offentlige selv må dele op til de forskellige formål.

Det vil ikke give millimeterretfærdighed – men om en virksomhed skal betale tre gange 1,80 for meget i kvartalet i forhold til en anden, ser vi gerne stort på, hvis SMV’erne kan nøjes med én gang om året at få besked om, at det samlede erhversbidrag er steget med eksempelvis 37 kroner og 54 øre per medarbejder.

Dansk Håndværk har lovet, at vi i det nye år vil komme med forslag til, hvordan de administrative byrder lettes og hvordan vi får sendt bøvlet tilbage til det offentlige, så dem, der skaber problemerne, også er dem der løser dem.

Og her er det første, der kan hjælpe politikerne i deres kamp for at gøre livet lettere for virksomhederne. Lad 2019 blive året, hvor vi samler småpuljer, fonde og bidrag i et samlet “Erhversbidrag” for de mindre virksomheder som kan være med til at forenkle deres administrative opgaver lige så meget, som det er lykkedes med den private selvangivelse.

Sker det, kan politikerne med god samvittighed – lige som vi gør – ønske Godt Nytår til alle de selvstændige, der hver dag kæmper for at holde hjulene i gang i Danmark.

Relateret indhold