Socialdemokratiets ordfører når det gælder social dumping, Mattias Tesfaye, efterlyser skrappere sanktioner over for virksomheder, der bliver taget i at snyde med social dumping.
Han henviser til sagen fra Nordjylland, hvor rumænske byggearbejdere øjensynligt har måttet betale “returkommission” af deres løn, så det på overfladen ifølge lønsedlerne så ud til at være i orden, men dækkede over “snyd på vægten”.
Mattias Tesfaye siger til Dagens Byggeri, at der angiveligt er tale om snyd for mange millioner kroner – både for de ansatte og skattevæsenet.
– Virksomheden har arbejdet for flere kommuner, regioner og staten. Er man taget i bevidst snyd, må virksomheden i forhold til det offentlige sættes i skammekrogen et antal år. Der er ingen grund til at lukke den slags virksomheder ind i andre kommuner eller lade den arbejde for det offentlige i det hele taget, siger Mattias Tesfaye.
I den rigtige retning
Det er ikke første gang, at virksomheder snyder med lønsedler og andre ting for at udføre social dumping, men Socialdemokratiets ordfører mener trods alt, at man bevæger sig stille og roligt i den rigtige retning.
– Hovedparten af kommunerne og alle regioner har nu arbejdsklausuler i deres udbudsmateriale for blandt andet supersygehuse, børnehaver og nye vejanlæg. Det er fremragende. Næste skridt er at sørge for en effektiv kontrol og sanktioner. Jeg taler ikke om de tilfælde, hvor man bliver lidt uenig om lønnen, og det ender med et mæglingsmøde, eller hvor man har en diskussion med Skat. Men i tilfælde, hvor der er bevidst omgåelse af lovgivningen eller arbejdsklausulerne – det, der ligger uden for almindelige små uenigheder – kan jeg ikke forstå, at det ikke har større konsekvenser. Der skal vi have andre sanktionsmuligheder. Det kan blandt andet være, at man ikke indbydes til at byde på de næste projekter i nabokommunerne, siger Mattias Tesfaye videre og efterlyser reelt en sortlistning af de virksomheder, der ikke overholder de aftalte spilleregler.
Permanent vilkår
Den socialdemokratiske ordfører har ikke den store tiltro i forhold til at løse problemerne med social dumping fuldstændigt.
– Det kommer vi ikke til at løse hverken næste år eller næste år igen. Heller ikke hvis der kommer en socialdemokratisk regering. Østudvidelsen af EU betyder, at social dumping er et permanent vilkår i fremtidens danske byggebranche. Derfor skal vi finde metoder til at håndtere det. Det betyder ikke, at vi får det løst, men det betyder, at vi kan holde det nede, og at dem, der bruger social dumping, mødes med sanktioner. Derfor skal de midler mod social dumping, myndighederne er forsynet med, gøres permanente, siger Mattias Tesfaye.