Investering i ny fabrik
- Byggeriet af den nye fabrikslinje har beskæftiget cirka 50 håndværkere fra lokale entreprenørfirmaer.
- Takket være den nye teknologi kan virksomheden:
- – Øge sin produktion væsentligt.
- – Producere eksisterende og nye produkter med en forbedret og mere ensartet kvalitet.
- – Lancere en række funktionstilpassede produktnyheder, som skal bidrage til en bedre og mere effektiv byggeproces.
- – Sikre, at produkterne fylder halv så meget som tidligere ? gennem komprimering. Det giver plads- og CO2 besparelser i transporten for virksomheden selv og kunderne.
- – Få mulighed for at genanvende rest produkter fra andre industrier ? på en endnu mere bæredygtig måde end hidtil.
- – Nedbringe miljøpåvirkningen bl.a. takket være en mere energieffektiv smelteteknologi.
- – Levere betydelig mere overskudsvarme til det lokale varmeværk. Overskudsvarmen dækker i dag ca. halvdelen af varmeforbruget til værkets ca. 800 tilknyttede husstande.
Vækst. Så kort kan målet for Rockwool-koncernens investering i ny teknologi og nye fabriksbygninger i Hobro opsummeres. Det ny anlæg blev åbnet af Statsministeren tidligere på måneden.Virksomheden gør klar til at øge produktionen betydeligt med blandt andet en ny og mere effektiv smelteovn.
– Efter syv dårlige år for byggebranchen kan vi mærke en stigende efterspørgsel på vores produkter. Takket være en investering i rette tid er vi nu rustet til at imødekomme vores kunders behov, siger administrerende direktør for Rockwool Scandinavia, Thomas Kähler.
Efter syv dårlige år for byggebranchen kan vi mærke en stigende efterspørgsel på vores produkter.
Adm. direktør Thomas Kähler Rockwool Scandinavia
Effektiv byggeproces
Den nye teknologi på fabrikken betyder endnu bedre kvalitet og rig mulighed for innovativ produktudvikling med tiden. Til en start har virksomheden udviklet funktionstilpassede isoleringsprodukter, der skal bidrage til en mere effektiv byggeproces.
– Resultatet bliver hurtigere arbejdsprocesser, fordi målene på produkterne og deres isoleringsegenskaber er tilpasset typiske konstruktioner i dansk byggeri. Det betyder også mindre spild og affald. Vi er meget glade for at kunne bidrage til en mere effektiv byggeproces, siger kommerciel direktør, Allan Schefte.
Også kunderne er glade for udsigten til en mere effektiv byggeproces:
– Vi er hele tiden i konkurrence på prisen, og den største udgift er ikke materialerne. Det er tiden, vi bruger på montage. Jo nemmere det er at montere, jo hurtigere går det, og jo mere konkurrencedygtige er vi, siger Jørgen Damkiær, partner i tømrerfirmaet, Egerbyg.
Med den nye teknologi kan Rockwool tilbyde højere isoleringsevne og en mere berøringsvenlig overflade på flere produkter. Egenskaber, virksomheden nu får mulighed for at udbrede til andre produktområder.
Bidrag til bundlinje og bæredygtighed
Det nye produktionsanlæg giver isoleringsproducenten mulighed for at bidrage endnu mere til bæredygtighed – blandt andet med en ny, mere energieffektiv smelteovn og større anlæg til opsamling af regnvand. Kunderne kommer også til at mærke den nye teknologi i deres regnskab – ikke kun i den grønne:
– Vi kan nu komprimere vores produkter endnu mere, så de fylder cirka halvt så meget som før. Det betyder, at kunderne og vi sparer plads under transporten, på lageret og på byggepladsen. Det kan mærkes på bundlinjen og i CO2 regnskabet, siger Allan Schefte.