Rekord: Sweco Danmark runder for første gang 1,5 mia. kroner

Arkitekt- og ingeniørrådgiveren Swecos danske forretning vokser for femte år i træk og øger indtjeningsevnen til 12 %. Fremgangen er fortsat ind i 2023.
Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.
Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.

Sweco Danmark præsenterer i dag sit bedste regnskab til dato:

Omsætningen vokser med 11,1 % til over 1,5 mia. kroner. Indtjeningsevnen (EBITA) stiger til 184 mio. kroner svarende til 11,9 % mod 9,6 % i 2021 – ligeledes en forbedring for femte år i træk.

Mod slutningen af 2022 rundede Sweco 1.500 medarbejdere drevet af rekruttering til en bred del af forretningen samt gennem opkøbet af Via Trafik og dets 65 medarbejdere.

– Vores positive udvikling startede for alvor for fem år siden, hvor vi lagde en strategi med kundeforståelse, integreret rådgivning og bæredygtighed som pejlemærker. Det vedholdende fokus på strategien betyder, at vi selv i usikre tider kan levere et bundsolidt regnskab samtidig med, at det har ført os til en position, hvor kunderne betror os større og mere komplekse opgaver end tidligere, siger Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.

Rekruttering og videreuddannelse i bæredygtighed

Swecos kunder efterspørger i stigende omfang rådgivning om bæredygtighed, som derfor fylder en stadig større del af Swecos arbejde og omsætning.

Det gælder CO2- og LCA-beregninger af byggeri og infrastruktur, men også levetidsforlængelse gennem digital drift og vedligeholdelse, asset management, renovering og transformation.

– Vi har investeret i bæredygtighedskompetencer gennem rekruttering og videreuddannelse overalt i organisationen og kan pga. bredden i vores kompetencer påvirke kundens projekt fra de tidlige faser til implementering, tilsyn og drift. Vi har forhøjet vores samlede kompetenceniveau markant og vil i 2023 fortsætte med at investere i at øge vores bidrag indenfor de vigtigste samfundsagendaer som klima, energi og grøn omstilling, siger Dariush Rezai.

Ikke færdige med at videreudvikle

I det forgangne år vandt Sweco opgaven som rådgiver for Energistyrelsen på Energiøen i Nordsøen frem til den endelige overdragelse af øen i 2031. Projektet er Sweco Danmarks største enkeltstående opgave og indebærer samarbejde på tværs af 11 fagområder og mere end 100 medarbejderes bidrag.

Den tværfaglige, integrerede tilgang har også været opskriften på succes for Sweco i det almene nybyggeri og renovering, og senest var et tværfagligt arkitekt- og ingeniørteam med til at vinde Aarhus Stadion sammen med samarbejdspartnerne Zaha Hadid Architects og Tredje Natur.

– Vi har opbygget en del års erfaring med integreret rådgivning og har derigennem udviklet en arbejdsmetode, der i samarbejde med vores kunder bidrager til mere gennemarbejdede projekter. Det udmønter sig i en højere kvalitet, et højere niveau af bæredygtighed og økonomisk optimerede projekter. Vi er ikke færdige med at videreudvikle og raffinere vores arbejdsform, og jeg ser frem til at forløse flere muligheder med integreret rådgivning, blandt andet indenfor pharma, her i 2023, siger Dariush Rezai.

Sweco Danmark er gået ind i 2023 med en forventning om at rekruttere flere medarbejdere til at hjælpe med at løfte de mange projekter og opgaver i den solide ordrebog.

Relateret indhold