Enhedslistens boligordfører Søren Egge Rasmussen har i et brev til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen foreslået, at der bygges flere ungdomsboliger med henvisning til en opgørelse fra Dansk Byggeri, som viste, at der mangler 24.000 studieboliger på nationalt plan.
I København er behovet 9.500 studieboliger, og hvis man fraregner allerede planlagte ungdomsboliger, vil der stadig mangle minimum 2.000 ungdomsboliger i hovedstaden i 2025.
– Hvis vi i Planloven skaber rammer for, at der bliver mulighed for at placere flytbare studieboliger i en 10-årig periode på de store tomme perspektiv-arealer omkring de danske universitetsbyer, kan udbudsgabet fyldes, priserne normaliseres og de studerendes effektivitet højnes, skriver Søren Egge Rasmussen i brevet til ministeren, der i øvrigt er underskrevet af alle partier, bortset fra regeringspartiet Venstre.
Succes i Sverige
Han peger på, at denne metode allerede bruges i Sverige som løsning på den store studiebolig-mangel. I Stockholm opføres flytbare studieboliger på byens tomme arealer med 10-årige dispensationer.
– Vi er blevet bekendt med, at der også i Danmark findes en række udbydere af flytbare studieboliger. Disse studieboliger er af en høj kvalitet og bygget efter Bygningsreglementets 2020 standarder. De vil kunne lette et stort pres med kort varsel og dermed bidrage til at løse en del af det store problem. Derudover ser en række af store danske interesseorganisationer og virksomheder også studieboligerne som en eksportmulighed og som et middel til at skabe tusindvis af private arbejdspladser i byggeriet, fortsætter han.
Skandale
Ifølge Søren Egge Rasmussen fremgik det af et samråd, at der de seneste ti år i københavnsområdet er kommet 31.000 nye studiepladser samtidig med, at der er opført under 2000 boliger.
– Enhedslisten vil afskaffe skattefordelene ved forældrekøb og bruge pengene på flere almene ungdomsboliger. Offentlige kroner skal ikke gå til skattefordele for børn af velstående forældre. I stedet skal pengene bruges på at øge ligheden på boligmarkedet for de unge og skabe flere boliger i de større byer, hvor boligmarkedet er presset. Regeringens manglende prioritering af boligområdet er en skandale. Regeringen har ingen svar på den enormt svære situation, som mange unge befinder sig i, når de skal flytte til studiebyerne. Boligministeriet er et appendiks til udlændingepolitikken, og der kommer ingen initiativer for at skaffe flere boliger, slutter Enhedslistens boligordfører.