Regeringen afsætter 14,9 milliarder til kystbeskyttelse

En ny statslig investeringsplan skal hjælpe kommunerne med at sikre Danmarks kyster mod den nye klimavirkelighed med hyppigere stormfloder og vildere vejr.
Bølger slår ind mod land.
Stormfloder, der i dag forventes at komme én gang hvert 100. år, vil i år 2100 komme hvert tredje år. Men både investeringerne i og anlæg af kystbeskyttelse går for langsomt, lyder det fra regeringen. Foto: Gettyimages.

1 mio. danskere bor under en kilometer fra kysten, og op mod 100.000 husstande og virksomheder med 175.000 arbejdspladser langs Danmarks kyster risikerer at blive udsat for oversvømmelser fra havet, hvis der ikke sættes ind med store investeringer i kystbeskyttelse over hele landet.

Sådan lyder det fra regeringen, der nu med Klimatilpasningsplan II nu vil afsætte 14,9 mia. kroner til en sammenhængende, national investeringsplan for kystbeskyttelse i Danmark.

Læs også

Urimeligt at skatteydere overtager regningen for boligejeres klimarisiko

Det oplyses, at det fortsat er vigtigt med lokal forankring af projekterne hos kommunerne, som er ansvarlige for gennemførelsen. Dog vil staten fremover sikre fremdrift i kystbeskyttelsen ved at fjerne barrierer og medfinansiere 85 % af anlægsinvesteringerne for projekterne i den kommende investeringsplan.

– Vi skal foran udviklingen og sikre de danske kystbyer mod fremtidens vildere og voldsommere stormfloder, siger miljøminister Magnus Heunicke.

– Det skal ikke længere være den enkelte kommune, husejere eller borgergruppe, der alene skal kæmpe for at få beskyttet deres by eller hjem. Det bliver nu et fælles ansvar at beskytte Danmark mod stormfloderne.

Regler og love må ikke stå i vejen

Sammen med accelerationspakken for kystbeskyttelse, Finansloven 2026 og de kommunale bidrag på 15 % giver det mulighed for investeringer på op mod 20 mia. kroner til kystbeskyttelse af Danmark frem mod 2040.

Som led i det videre arbejde skal der tages stilling til, hvor stor en andel af de statslige udgifter, lodsejerne efterfølgende skal opkræves.

Læs også

Klimasikring af den almene boligsektor koster svimlende milliardbeløb

Regeringen har nedsat en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til en model for fordeling af et muligt finansieringsbidrag til anlæg af kystbeskyttelse mellem lodsejere.

Samtidig skal det gøres lettere at få tilladelse til at etablere klimatilpasning i mødet med naturhensyn. Regeringen ønsker derfor bl.a. at udvide dispensationsmulighederne, så kommunerne kan tillægge hensynet til klimatilpasning, der beskytter mennesker og ejendom af større betydning, mere vægt i vurderingen af klimatilpasningsprojekter.

Læs også

En jungle af love bremser klimasikring af Danmark

– Det kræver store milliardinvesteringer mod fremtidens stormfloder, og samtidig skal der ikke være regler og lovgivning, som står i vejen for, at vi kan beskytte vores værdier, boliger og kyster. Med den her plan tager vi et vigtigt skridt i det arbejde, der skal skabe mere tryghed.
Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter.

Miljøministeren vil indkalde Folketingets partier til drøftelser om en politisk aftale om en national plan for kystbeskyttelse af Danmark.

Relateret indhold