Raundahl & Moesby løfter indtjeningen

Koncernen løftede bundlinjen til nyt rekordniveau, selvom omsætningen dalede lidt i forhold til 2019.
Administrerende Carsten Raundahl er meget tilfreds med resultatet for 2020, hvor virksomheden igen lavede rekord på bundlinjen. Pressefoto.
Administrerende Carsten Raundahl er meget tilfreds med resultatet for 2020, hvor virksomheden igen lavede rekord på bundlinjen. Pressefoto.

Fra regnskabet

  • Nettoomsætning: 970,91 mio. kr. (2019: 1.062,15)
  • Resultat før skat: 74,35 mio. kr. (2019: 69,53)
  • Årets resultat: 66,33 mio. kr. (2019: 59,07)
  • Egenkapital: 221,46 mio. kr. (2019: 169,38)
  • Gns. antal medarbejder: 66 (2019: 58)

Coronakrisen har ikke sat sig spor i det netop offentliggjorte årsregnskab for Raundahl & Moesby A/S med hovedkontor i Aarhus.

Omsætningen dalede lidt til 970 millioner kroner, men alligevel lykkedes det at realisere ny rekord på bundlinjen. Således endte resultatet før skat på 74,3 millioner kroner mod 69,5 millioner i 2019.

– Vi har haft en rigtig godt år som forventet, hvor vores afdeling øst nu er vokset til at omsætte for mere end en tredjedel af koncernens samlede omsætning, siger CEO Carsten Raundahl til Dagens Byggeri.

I starten af 2020 var der mange nye projekter, der blev projekteret i afdeling vest.

– Derfor var der i årets begyndelse en lav omsætning, men efterhånden som de enkelte byggepladser blev aktiveret, er den månedlige omsætning steget. Og det fortsætter ind i 2021, siger direktøren.

Raundahl & Moesby deltager som medfinansierende part på en stigende del af koncernens projekter.

– Med vores solide egenkapital kan vi gøre det, og gennem de senere år har konjunkturerne betydet, at det har været en god forretning for os. Og så har det naturligvis også været en god forretning for kunderne, fastslår Carsten Raundahl.

Direktøren fortæller desuden, at man i flere og flere sager kommer meget tidligt ind i projekterne.

– Og det er netop det, vi rigtig gerne vil, for på den måde kan vores rådgivning være med til at skabe merværdi for kunderne, i stedet for kun at fokusere på at begrænse omkostningerne.

Relateret indhold