Rapport: Stigning i kommunalt byggeri

Kommunerne har planlagt og budgetteret med byggerier for 71 milliarder kroner fordelt på 5.543 projekter frem til udgangen af 2020. En fremgang på fire procent sammenlignet med sidste år. Men der er enorme geografiske forskelle.
Rapporten fra Byggefakta giver et overblik over de samlede kommunale investeringer de kommende år. Foto: Colourbox.
Rapporten fra Byggefakta giver et overblik over de samlede kommunale investeringer de kommende år. Foto: Colourbox.

De danske kommuner har planlagt og budgetteret med byggerier for knap 71 mia. kr. fordelt på 5.543 projekter i perioden fra 2017-2020, en fremgang på 4 procent eller 2,9 milliarder kroner sammenlignet med opgørelsen fra sidste års rapport. Kommunerne bygger i gennemsnit for 12.329 kr. per indbygger i Danmark, hvilket er en fremgang på 440 kr. i forhold til sidste år.

Det viser den helt nye rapport ‘Kommunernes investeringer 2017-2020’, som Byggefakta har udarbejdet i tæt samarbejde med kommuners forvaltninger og økonomiafdelinger.

Når man ser på kommunekortet i Danmark, er der en klar tendens til, at kommunerne investerer væsentligt mere i Region Hovedstaden …

Adm. direktør Jens Slott Johansen Byggefakta A/S

Anlæg og skoler fylder mest

Det er især anlægsarbejde og skoleprojekter, der fylder blandt de kommunale projekter.

Der er planlagt anlægsprojekter for 26,4 milliarder kroner de kommende fire år, hvilket er en fremgang på 4 procent sammenlignet med sidste år. Dermed udgør anlægsprojekterne nu hele 37 procent af projekterne, når vi kigger fire år frem.

Skoleprojekterne fylder også fortsat markant blandt kommunernes projekter, og hovedgruppen er vokset med hele 9 procent sammenlignet med sidste år. Det svarer til, at kommunerne forventer at igangsætte skoleprojekter for 18,6 milliarder kroner frem til udgangen af 2020, og skoleprojekterne udgør dermed 26 pct. af de planlagte kommunale projekter.

Kommunerne har også planlagt flere projekter inden for hovedgruppen ‘Sundhed- og socialvæsnet’. Med projekter for 9,5 milliarder kroner udgør denne type af projekter 14 procent af de kommunale byggerier, når vi kigger fire år frem. Det svarer til, at gruppen er vokset med 13 procent i forhold til sidste år.

Der er også kommet lidt flere projekter til inden for hovedgruppen ‘Sport, fritid og kultur’, som er vokset med 5 procent. Det svarer til, at der nu er planlagt projekter for 9,4 milliarder kroner, og hovedgruppen ‘Sport, Fritid og Kultur udgør dermed 13 procent af de planlagte projekter.

De øvrige hovedgrupper er relativ små og fylder mindre blandt kommunernes projekter de kommende fire år.

Hovedstaden rykker

Det er især kommunerne i Region Hovedstaden, der øger aktiviteten de kommende år. Kommunerne har tilsammen planlagt projekter for 28,8 milliarder kroner, hvilket er en fremgang på 3,6 milliarder eller 14 procent sammenlignet med sidste år.

– Når man ser på kommunekortet i Danmark, er der en klar tendens til, at kommunerne investerer væsentligt mere i Region Hovedstaden, og flere af de vestegnskommuner, der holdt et lavt niveau sidste år, er gået frem. Det ser vi blandt andet både for Brøndby, Rødovre og Vallensbæk. Lige nu er Ishøj faktisk den eneste af vestegnskommunerne i Region Hovedstaden, der fortsat ligger meget lavt, fortæller adm. direktør Jens Slott Johansen, Byggefakta A/S.

Der er også kommet flere projekter til i kommunerne i både Region Syddanmark og Region Sjælland, og kommunerne i begge regioner er samlet set gået frem. Kommunerne i Region Midtjylland er gået lidt tilbage, men regionens kommuner holder fortsat et relativt højt niveau samlet set, sammenlignet med kommunerne i de øvrige regioner.

Store forskelle

Der er fortsat enorme forskelle på de enkelte kommuners aktivitetsniveau.

Dette bliver tydeligt, når man ser på nøgletallet ‘Byggeaktivitet per indbygger’. Der er i gennemsnit planlagt byggeprojekter for 12.329 kroner per indbygger i Danmark, hvilket er en fremgang på 440 kroner i forhold til sidste år.

Gladsaxe topper listen med planlagte projekter for 1,9 milliarder, hvilket svarer til, at kommunen bygger for 27.311 kroner per indbygger. På andenpladsen finder vi Billund, der med projekter for 612 millioner bygger for 23.119 kroner per indbygger. Københavns kommune indtager tredjepladsen med projekter for 20.961 kroner per indbygger.

Blandt de 10 kommuner med lavest byggeaktivitet per indbygger finder vi ikke overraskende flere af Danmarks mindste kommuner som Læsø, Fanø og Langeland. Men vi ser også flere større kommuner som eksempelvis Frederikshavn, der med projekter for 224 millioner kroner har planlagt byggerier for 3.718 kroner per indbygger.

‘Kommunernes investeringer 2017-2020’ indeholder nøgletal for samtlige 98 kommune med antal projekter, totale anlægssummer, byggeaktivitet per indbygger samt byggerier fordelt på hovedgrupper. Ligeledes listes de største aktuelle bygge- og anlægsprojekter for hver kommune.

Rapporten ‘Kommunernes investeringer 2017-2020’ er gratis og kan hentes her.

Relateret indhold