Kommunerne har frem til udgangen af 2019 planlagt og budgetteret med byggeprojekter for 68 milliarder kroner fordelt på 4.719 projekter. Det svarer til en fremgang på 10 procent, eller cirka 6 milliarder kroner sammenlignet med sidste år, hvor kommunernes samlede investeringer beløb sig til 61,7 milliarder kroner.
Det viser den helt nye rapport “Kommunernes investeringer 2016-2019” fra Byggefakta A/S, som er udarbejdet i tæt samarbejde med kommuners forvaltninger og økonomiafdelinger. Rapporten giver overblik kommunernes bygge- og anlægsinvesteringer de kommende fire år. Rapporten indeholder nøgletal for alle 98 kommune med antal projekter, totale anlægssummer, byggeaktivitet per indbygger samt byggerier fordelt på hovedgrupper. Ligeledes listes de største aktuelle bygge- og anlægsprojekter for hver kommune.
Rapporten viser en tydelig skævvridning af investeringer, når vi sammenligner de enkelte kommuner.
Adm. direktør Jens Slott Johansen Byggefakta A/S
1.000 kr. mere per indbygger
Der bygges i gennemsnit for 11.889 kr. per indbygger i Danmark. Det er en fremgang på 979 kr. per indbygger siden sidste år.
– Vores nye rapport viser, at kommunerne har skruet op for investeringerne. Det er positivt. Der er kommet flere projekter til. Størrelsen af de enkelte projekter er stort set uændret. Det er antallet af byggeprojekter, der er vokset siden sidste år, fortæller adm. dir. Jens Slott Johansen.
Han tilføjer, at kommunernes bygge- og anlægsbudgetter generelt har ligget på et lavt niveau de seneste år, hvilket sandsynligvis har betydet, at der har været et efterslæb på vedligehold rundt om i kommunerne.
– Derfor er det positivt at vi nu ser, at investeringerne øges. Fremgangen fordeler sig da også nogenlunde jævnt på alle typer af byggerier, når vi kigger på tallene overordnet. Det viser jo, at det er på alle fronter, at kommunerne har haft brug for at øge investeringerne, siger direktøren.
Hovedstaden rykker
Det er især kommunerne i Region Hovedstaden, der øger investeringerne de kommende år. Kommunerne har tilsammen øget deres investeringer med 5,5 mia. kr. siden sidste år.
Kommunerne i Region Midtjylland er samlet set gået lidt tilbage, men regionens kommuner holder fortsat et højt samlet niveau.
Når man ser på kommunekortet i Danmark, er der en klar tendens til at kommunerne investerer væsentligt mere i Region Midtjylland og Region Hovedstaden, mens langt de fleste kommuner i Syddanmark, Sjælland, samt Nordjylland ligger under landsgennemsnittet.
Store geografiske forskelle
Der er fortsat enorme forskelle på de enkelte kommuners anlægsbudgetter. Dette bliver tydeligt, når man ser på nøgletallet ‘Byggeaktivitet per indbygger’. Høje-Taastrup kommune, som bygger mest, bygger for 21.163 kr. per indbygger, hvilket er otte gange mere end i Brønderslev, hvor der bygges for 2.497 kr. per indbygger.
– Rapporten viser en tydelig skævvridning af investeringer, når vi sammenligner de enkelte kommuner. Der er klart nogle kommuner, der halter bagefter, når vi ser på investeringerne per indbygger. Størrelsen af investeringerne betyder jo noget for vedligeholdelsen og udbygningen af kommunale aktiver i forhold til det antal indbyggere, der bor i kommunen og benytter disse, fortæller Jens Slott Johansen.